Glas efter lukketid - en aften, vi aldrig glemmer

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Der var alle gode forudsætninger på Glasmuseet i Ebeltoft, hvor jeg nød den fine og solrige sensommeraften den 2. september.

Bordene var dækket ude i haven. Der var smukke blomster, som alle kunne spises. Der kom en god og smagfuld ret på tallerkenen, som vi selv kunne pynte med blomsterne fra bordet. Dygtige og hyggelige kokke sørgede godt for os.

Den nye direktør for Glasmuseet, Mikkel Elming, fortalte om det nye koncept ’Glas efter lukketid’, som han ønskede og håbede ville bringe alle sanser i spil i en totaloplevelse af kunst, musik og mad, der skulle give en forsmag på, hvad museet gerne vil i fremtiden. Det lyder godt.

»Der vil være fokus på eksperimenterende samtidskunst, som forholder sig til naturen. For netop dynamikken mellem natur og kunst interesserer direktøren. Der er lige nu mange samtaler om, hvilken vej museet skal gå. Der er ingen tvivl om, at vi er draget af kunst, der arbejder med netop tematikken omkring natur, og hvordan vi forholder os til den. Mikkel Elming mener af hele sit hjerte, at enhver institution og i virkeligheden ethvert menneske bør stille spørgsmålstegn ved, om vi passer godt nok på jordens ressourcer, og om vi kan finde en bedre måde at være i symbiose med den på. Her kan kunsten bringe relevante perspektiver, og det er dem, vi gerne vil undersøge og tilbyde en platform.«

Hvis kunst kan bruges konstruktivt i denne proces, ville det være positivt. Men når jeg læser om plasthjerne med svamp, mikrobelandskaber, bløde robotter, eremitkrebs og jordprøver ,elementer i Studio Thinking Hands’ kommende udstilling ’Evolution’ på Glasmuseet og om tankerne om at udforske metoder til at samskabe med andre væsener såsom svampe, bakterier, økosystemer og syntetisk liv - så mærker jeg sorg og frustration over manglende indsigt i hvad det vil sige at samarbejde med naturen på dens egne præmisser.

Den samme følelse fik jeg under kunstneren Marie Markmans fortælling som sine idéer om fremtidig kunst i samspil med naturen.

Det første kunstværk handlede om at hæve brostenen én centimeter. Vi fik udleveret et foto af en brolagt plads til formålet. Arbejdet ville tage cirka tre måneder. Da kunne stedet besøges af mennesker, der ville se, hvad der foregik. Hvad er intentionen i det? Ville det hjælpe naturen? Ville det blive kønnere?

Den anden idé rystede mig. Kunstneren er allerede i gang med at forske i, hvordan visse planter kunne genmanipuleres for at blive lysende. Vi fik udleveret fotos af kemiske forsøg på laboratorier - og af en traktor. De lysende planter kunne være smukke at se på for forbipasserende trafikanter.

Men menneskene er en del af naturen. Sammen med alt skabt - dyr som planter. Vi er afhængige af hinanden. Vi er som alt andet skabt af de fire elementer: Jord, vand, luft og ild i forskellige varianter. Menneskene er primater, som har rejst sig op på to ben. De har meget hurtigt spredt sig over næsten hele vores dejlige planet og langsomt bildt sig ind, at de kunne behandle alt i naturen - dyr og planter af alle slags - som det passede dem. Vi ser resultaterne af dette overalt. Dyrearter uddør. Jord, luft og vand forurenes. Temperaturen stiger - klimaændringerne står i kø.

Menneskene er nødt til at samarbejde med naturen og alt levende på naturens egne præmisser - også for selv at overleve.

Det var godt af afslutte aftenen med fremførelsen af god musik. Konceptet er godt. Det store spørgsmål er menneskets plads i naturen - ikke over den!

Skaberværket er så fantastisk i sig selv. Tænk på en solnedgangshimmel med de smukkeste farver og konturer. Smukkere kan det ikke blive.

Kunstnere har altid ladet sig inspirere af naturen - bliv ved med det.

Glem manipulering!