Valgkamp

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

»Jeg gider slet ikke. Jeg gider ikke ride, det er for stærk en bevægelse. Jeg gider ikke gå, det er for anstrengende. Jeg gider ikke lægge mig ned, thi enten skulle jeg blive liggende, og det gider jeg ikke, eller jeg skulle rejse mig op igen, og det gider jeg heller ikke. Summa summarum: Jeg gider slet ikke!«

Sådan skrev Søren Kierkegaard i Enten Eller om samfundets tilstand på hans tid. Og jeg kan lige så godt sige det som det er: Jeg har det som Søren Kierkegaard beskriver sin samtid, når jeg tænker på det kommende folketingsvalg.

Misforstå mig ikke. Jeg ønsker brændende et valg! Jeg tror vi alle sammen har brug for en frisk start. Og inden nogen skyder mig i skoene, at jeg er privilegieblind, så vil jeg gerne begynde med at understrege, at jeg er utroligt glad for min demokratiske ret til at stemme. Så er det på plads.

Når det er sagt, så er der alligevel flere ting, der får mig til at få det som Søren Kierkegaard beskrev sin samtid. Jeg er desperat, for der er i skrivende stund ikke et parti, jeg kan stemme på, hvilket er ironisk, for der har aldrig været flere partier.

Der er faktisk hele 15 partier, der er opstillingsberettigede og jeg har allerede mistet pusten, selvom valget endnu ikke er udskrevet.

Jeg ville ønske, at jeg kunne male eller tegne, for så ville jeg nemmere kunne udtrykke det billede, jeg har i mit hoved af det kommende folketingsvalg og den valgkamp, som allerede nu udspiller sig. Jeg vil prøve at beskrive det billede alligevel, men I må nøjes med ord:

Min faster har, så længe jeg kan huske, haft en indrammet plakat til at hænge i sin spisestue. Det er en forside af The New Yorker fra 29. marts 1976 og den hedder View of the World from 9th Avenue. Billedets første tredjedel forestiller 9th Ave og 10th Ave efterfulgt af Hudson River. Midt i billede er Jersey og et stort stykke brun landjord.

På højre side er Canada og på venstre side er Mexico. Midt i det brune stykke jord er Kansas City, Texas, Washington, Los Angeles, Utah, Las Vegas, Nebraska og Chicago. Den sidste tredjedel af billedet er The Pacific Ocean og aller længst væk er China, Japan og Russia. Det er en illustration af Saul Steinberg og den viser, hvordan newyorkere ser resten af verden.

Forestil jer nu den ramme. Vi danskere står udenfor og kigger ind. Forestil jer så, at den første tredjedel af billedet er Christiansborg. Den anden tredjedel er resten af Danmark – fra Gedser til Skagen. På billedet er placeret alle formændene m/k fra de politiske partier. Nogle sidder på deres kontor på Christiansborg og dokumenterer en kødfri frokost eller kødfyldt frokost.

En står på et sygehus og tager selfies med sygeplejersker. En anden står i Nordjylland og trykker hånd med Aalborg Portland. En tredje står på en konventionel grisefarm. En anden igen er på Øregård gymnasium, mens han optager en form for dans til sin TikTok.

En går med Pride-paraden gennem Københavns gader. En besøger et privat plejehjem i Voel. Nogle besøger Ungdommens Folkemøde. En står tæt på kronprinseparret ved Flagdag for Danmarks udsendte. Nogen holder møde med Dansk erhverv.

Den sidste tredjedel af billedet indeholder: Folkedrab i Myanmar. Woke-isme. Kinas behandling af muslimske mindretal og Tibet. Grønland. Kultur, der ikke er fodbold, håndbold, fadøl og pølser. Undtagelsen i ligebehandlingsloven. Tobak priser. Israel-Palæstina-konflikten og alle de andre ting, som ”ikke er en vinder-sag”.

Det er selvfølgelig en helt subjektiv iagttagelse. Måske endda anekdotisk, men eksemplerne på, hvordan politikerne bedriver valgkamp, er ikke subjektiv.

Den er taget direkte fra Instagram – og valgkampen er ikke engang begyndt. Jeg tør slet ikke tænke på, hvilket teaterstykke, der kommer til at udspille sig, når først valget bliver udskrevet. Glædeligt kommende valg! - mens jeg arbejder videre på om det bliver kryds eller blankt.