Svømmehal i Rønde - 500 har skrevet under
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
»Så lykkedes det på kun 24 dage at indsamle 500 underskrifter for en svømmehal i Rønde. Tak for den fine opbakning og forståelse. Det betyder, at Syddjurs Byråd har forpligtet sig til at behandle sagen på et møde, hvis der kunne samles 500 elektroniske underskrifter for en given sag.
Det var ellers op ad bakke at få dem i hus, men takket være flittig deling i diverse Facebook-grupper, lidt fodarbejde og endelig omtale i Adresseavisen, lykkedes det på rekordtid. Men det var ikke let i en tid, hvor der var udsigt til budgetforhandlinger, hvor der skal spares millioner, og da der så samtidig kom pålæg om energibesparelser i hele landet med nedsættelse af temperaturer i online bygninger og slukning af gadelygter, ja så talte det ikke lige for opførelse og drift af en svømmehal.
Nu er der jo ingen der siger, at opførelsen og driften skal tages af kommunens egne budgetter, for der må være mulighed for at søge nogle fonde og midler udefra til en sådan sag. Man kunne også tænke sig en moderne tidssvarende svømmehal opført i bæredygtige materialer beklædt med solceller, som kunne tiltrække nysgerrige fra nær og fjern. Underskrifterne viser med al tydelighed, at der er et behov og et ønske om en svømmehal netop i Rønde.
Vi skal jo heller ikke være blinde for, at befolkningen bliver ældre, og at behovet for folkesundheden skal tænkes ind i langtidsplanlægningen. Der bliver brug for mange gode sundhedstilbud i nærmiljøet, som er til rådighed. Sådanne tilbud vil på den lange bane også være besparende på sundhedsbudgettet – for ikke at tale om livskvaliteten.
Så nu er det op til politikerne at finde ud af resten.«