Fortsæt til indhold

Praktisk hjælp skal bevares

Debat
Hugo Strunge FrankFormand for Ældre Sagen i Hinnerup

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Vores velfærdssamfund skal kunne tilbyde rengøring og madservice til ældre, der ikke kan klare det selv.

Vi har fået rammen om en ny ældrelov. Den indeholder nødvendige og nye veje til ældreplejen, der i mange kommuner er endt i en blindgyde af bureaukrati, dokumentation og nedskæringer. Jeg vil dog understrege, at Favrskov Kommune generelt har en fin ældrepleje, og det skal gerne blive ved. Jeg håber, at den praktiske hjælp her i Favrskov fortsat skal være en helt central del af det, vi som velfærdssamfund tilbyder ældre medborgere, der har behov for hjælp i dagligdagen.

Ældre Sagen har været med til at udforme rammen om den nye ældrelov. Dermed ikke sagt, at Ældre Sagen har blåstemplet indholdet. Vi har bidraget, og vi har med kraft stemt imod på de områder, hvor vi ikke er enige.

Praktisk hjælp til rengøring og mad kan ifølge oplægget til en ny ældrelov adskilles fra personlig pleje. Det kan føre til, at praktisk hjælp ikke længere er en fast del af hjemmehjælpen til ældre. Det vil være at svigte de hjemmehjælpsmodtagere, der er for svækkede til selv at gøre rent og lave mad.

Vi ved, at de fleste, der får praktisk hjælp, ret hurtigt også får brug for personlig pleje. Ældre skal i dag være meget svækkede, før de overhovedet bliver visiteret til hjælp. Derfor er det også rystende, at regeringen med ældreloven i hånden fjerner reglerne fra velfærdskommunerne og fjerner ældres rettigheder.

Det ligger i den danske befolknings samfundskontrakt, at vi betaler vores skat og forventer at kunne få hjælp, hvis behovet opstår. Den kontrakt bliver brækket midt over, hvis det overlades til den enkelte selv at skulle finde og betale for hjælpen. Det får tillige den sociale ulighed til at stige, for hvad hvis man ikke har råd til at hyre rengøring?

Praktisk hjælp forbedrer den enkelte ældres livskvalitet. Men det er også så meget mere. Det er en forebyggende indsats. At kunne få leveret sund og frisk mad i Favrskov er for mange ældre en afgørende faktor i forlængelse af behandling på sygehuset og genoptræning.

Praktisk hjælp og god hygiejne forebygger sygdomme for såvel den ældre som for personalet. Bare tænk på de gode råd om coronavirus.

Praktisk hjælp er også der, hvor ældreplejens ansatte kan opfange, når ældres tilstand ændrer sig. Er der opstået behov for hjælp til personlig pleje? Er den ældres helbred forværret siden sidst? Skal der gøres noget nu for at undgå at blive indlagt på sygehus? Har den ældre behov for mere social omsorg for at modvirke ensomhed?

Den mulighed risikerer at gå tabt ved en meget skarp opdelt hjælp til rengøring og personlig pleje, og det håber jeg, at Favrskov Kommune fortsat vil tage hensyn til.