Præsteklumme: Små dele

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

»Alt er bygget op af små dele.«

Jeg når akkurat at høre radiospeakeren sige sætningen, inden jeg drejer nøglen rundt og slukker for bilens motor.

»Alt er bygget op af små dele«

Hørte ikke, hvad der blev sagt inden, var vist alt for optaget af at stykke hverdagens elementer sammen til en to do-liste. Alligevel dér, i mellemrummet af tankemylder og på vej ind til dagens første møde, finder radiostemmen vej: »Alt er bygget op af små dele«.

Og sætningen sidder i mig. Kan ikke slippe den. Som en strofe i en sang, der brænder sig fast, og som man hvileløst kan gå rundt og nynne.

»Alt er bygget op af små dele.«

Jeg ved det jo godt – vi ved det jo godt – atomer, protoner, hormoner, bakterier, vira, bevægelser, der sætter en anden bevægelse i gang, alt sammen med til at skabe den verden, vi er en del af.

Brudstykker af fortællinger, oplevelser, minder, der tilsammen er med til at skabe fortællingen om et levet liv. Uanset om det er et menneske, vi skal tage afsked med; parret, der skal giftes; barnet, der skal døbes, uanset, er vi sat sammen af virvaret af små dele. Brudstykker. Fragmenter.

Og det kan der være noget enormt trøsterigt i, at vi fortælles, at vi er mere end det, vi siger og gør denne ene gang, dette ene tidspunkt i vore liv. At vi er mere end øjeblikkets blotte udtryk og indtryk, andre og vi selv får og giver. Det er vel i bund og grund det, der er med til at gøre os enestående.

Enestående, at vi er så sammensatte på godt og på ondt. Og samtidig kan det fragmenterede være udtrykket for, at vi står i én af vores livs kriser. Her, hvor der ingen sammenhæng synes at være i noget, men alt er som faldet fra hinanden, og det fragmenterede og usammenhængende bliver til det livsødelæggende og forkrøblede.

»Alt er bygget op af små dele.«

Og så kan jeg alligevel ikke lade være med at overveje, om det virkelig er den hele sandhed. Er der ikke noget, der er så stort, at det ikke kan inddeles? Noget, hvis væsen ikke lader sig fragmentere, for hvis det sker, da har det ikke længere sin essens. Som en graviditet. Som døden. Eller som kærligheden og tilgivelsen. Kan det være blot i et brudstykke? Kan vi elske blot en del – er det kærlighed, hvis den gives halvt – eller går det an at kalde det tilgivelse, hvis den ikke rækkes fuldt?

Der er dele af vores liv, elementer, der ikke kan fragmenteres, men som vi er nødt til at give og tage imod med alt hvad de rummer. Og mon ikke det i virkeligheden er det allermest trøsterige at vide, at for eksempel kærlighed og tilgivelse er at blive elsket fuldt ud og at vide sig kendt og tilgivet fuldt ud. Ikke halvt. Ikke i brudstykker eller kun for en del af, hvad vi er, men helt og fuldt.

Det kan være en stor mundfuld at begribe lige her midt imellem slukkede bilmotorer og møder, man skal til – midt i hverdagens mellemrum – mon ikke det er noget af det, vi må forstå og erkende stykke for stykke, lidt ad gangen.