Fortsæt til indhold

Ny undersøgelse er drøj læsning set med Favrskov-briller

Debat
Mette NøhrByrådsmedlem for Det Konservative Folkeparti

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Forleden løftede Dansk Industri sløret for, hvor erhvervsvenlige landets kommuner bedømmes til at være, og set med Favrskov-briller er det virkelig drøj læsning. Favrskov lander som nummer 26. Det er en tilbagegang på 10 pladser siden sidste år. For år tilbage var Favrskov fast inventar i Top 5, og der skal vi tilbage igen.

Det er nemlig vigtigt at huske på, at det er de lokale virksomheders bedømmelse, der i høj grad afgør, hvor Favrskov lander på listen. Så vores lunkne placering er udtryk for, at virksomhederne mener, at det halter en række steder.

Vi skal tage undersøgelsen meget alvorligt, så vi kan gøre det endnu mere attraktivt at drive virksomhed i Favrskov. Så vi kan få mere vækst og flere arbejdspladser til kommunen. Det sikrer skattekroner, som vi kan bruge på kernevelfærd og på at udvikle Favrskov.

Når man dykker ned i DI-analysen, er der både ros og ris. Lad os begynde med noget af det positive. Dialogen mellem erhvervslivet og kommunens politikere er forbedret - vi går fra en 35. plads sidste år til en 19. plads i år. Det er glædeligt, og jeg tror, at borgmesterens mange virksomhedsbesøg og fokus på erhvervslivets ve og vel er en del af forklaringen på fremgangen.

Så kommer vi til noget af det, der halter: Sagsbehandlingen. Her lander Favrskov som nummer 46 – sidste år var vi nummer 13. Virksomhederne er blevet spurgt, om sagsbehandlingen er kompetent og effektiv i forbindelse med byggesager – her placeres vi som nummer 57 mod en placering som nummer 38 sidste år. Når det handler om kompetent og effektiv sagsbehandling af virksomheders miljøforhold, placeres vi som nummer 48 mod en placering som nummer 27 sidste år.

Når det handler om infrastruktur og transport, er Favrskov drattet fra en 20. plads sidste år til en 42. plads i år. Virksomhederne er mere kritiske over for det kommunale vejnet og medarbejdernes mulighed for at benytte kollektiv trafik nu end sidste år.

Sagt med andre ord: Der er rigeligt at gå i gang med for vi lokalpolitikere, så vi kan sikre bedre rammer for virksomhederne.