Regeringens varmehjælp er giftige kviklån
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Økonomisk trængte skal have hjælp nu!
Regeringen er nu begyndt at sælge giftige kviklån forklædt under betegnelsen ”varmehjælp”, mens den skovler penge ind på prisstigningerne.
Hver dag ser vi historier om endnu en lokal butik, virksomhed, eller en almindelige borger, der er ved at bukke under for de eksplosive priser på el og gas.
I den situation er regeringens annoncerede ”varmehjælp” jo en hån mod almindelige mennesker og deres sunde fornuft. Regeringens ”varmehjælp” er jo et giftigt kviklån, der forgælder den enkelte familie til op over skorstenen. Der er alene tale om et lån med en endnu ukendt rente, der tilsyneladende skal afbetales over fem år.
Imens regeringen giver danskerne valget mellem at gå fra hus og hjem eller kaste sig ud i dyb forgældelse, skovler den flere og flere penge ind i statskassen på moms på de voldsomme prisstigninger.
Situationen er så alvorlig, at vi må gribe til hårde løsninger, så mennesker med almindelige lønninger, lokale virksomheder og butikker får en livsvigtig håndsrækning.
Vi bliver nødt til at skrue ned for momsen i den næste år, så mennesker med almindelige lønninger og vores lokale erhvervsliv har en mulighed for at overleve den kommende vinter – og staten har råd til det, for den har jo tjent styrtende på den seneste tid.