Debat: Forældre burde straffes for at give børn under 15 år el-løbehjul
Forældre, der giver deres barn et løbehjul, inden barnet er fyldt 15 år, burde straffes hårdt, mener Allan Fisker fra Gellerup.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Hvis du har givet eller giver dine børn under el-løbehjul, før de er 15 år, spiller du russisk roulette med deres liv og helbred!
Grænsen for brug er sat efter, hvad børn i den alder har af muligheder for at forstå og bedømme. Der er forsket deri af eksperter.
Børn under 15 år bliver ikke straffet for overtrædelsen på grund af alder. Hvad skulle de kunne betale med?
Vi snakkede om el-løbehjul til et møde i Samvirket den 27. september, og mens vi sad i Samlingshuset i Gellerup, var der småbørn der kom kørende på el-løbehjul udenfor. Der er børn helt nede til seks år, der bruger dem.
De, der har lavet loven, er dumme. Forældre, der er så ligeglade med deres børn og loven, burde straffes hårdt. Løbehjulet bør konfiskeres på stedet og ikke udleveres igen, og giveren af løbehjulet bør få en bøde, der kan mærkes.
Intet kan erstatte dit barn, og hvad kan erstatte et helbred og en ødelagt fremtid for et kvæstet barn?
Hvad svarer du, når barnet bagefter spørger: ”Hvorfor tænkte du ikke på, at det kunne ske? Kunne du slet ikke tænke, at du brød loven samt lærte mig det samme? Tænkte du slet ikke på mig og mit helbred?”
Ved du, hvad man i trafikken skal tænke på? At de andre kører som idioter? Det samme tænker andre om dit barn og dig!
Lovgiverne med straffrihed for den skyldige giver af løbehjulet, burde selv straffes. Loven fritager den skyldige, det er inspiration for andre. Ved katastrofale følger, er det barnet der må bære en ubærlig straf. Bøder er i den anledning en bagatel! Tænk om dit barn skulle have lidelser og handikap resten af livet - eller tilbringe resten af sit liv på institution.
Tænk dig om, før det er for sent.
Redaktionel note:
Samvirket er et samarbejde og netværk mellem beboere, foreninger, frivillige, NGO’er, fællesråd, boligforening og offentlige ansatte i Gellerup og Toveshøj.
Allan Fisker repræsenterer Fiskers Nødhjælp, den mindste forening i Samvirket.