Efteråret har også sin charme

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

”Gyldne farver og sensommerbrise fylder hjertet med vemodig musik – går og nynner en sensommervise fjernt fra byens larmende trafik.”

Sådan lyder omkvædet i Kirsten og Finn Jørgensens smukke sang, som de har kaldt for Sensommervise.

Mon ikke de fleste af os genkender den vemodighed, som sangen sætter smukke ord på? Jeg gør i hvert fald. Hvert eneste år når lydene, farverne, duftene ændres; når jeg åbner min hoveddør, og træder ud i den nye koldere og mørkere morgen, så føler jeg et stik af vemodighed over, at sommeren er endegyldigt forbi for denne gang. Men det er en vemodighed, som er blandet med en glædelig forventning om det, som jeg ved, skal komme:

Mørke aftener med stearinlys og pejseild. Adventstidens forventning og forberedelser. Julens glædelige budskab. Nytår med alt hvad det bringer af nye håb og drømme. De første spirer i haven. Naturens gang, lige for vores øjne. Hver årstid har sin charme, som vi plejer at sige til hinanden, hver gang de skifter.

Den seneste måned har vi holdt høstgudstjenester i landets kirker. Vi har takket Gud, for at han har ladet solen skinne over - og regnen vande - vores afgrøder, så vi nu har fyldt vores lader med alle Hans gaver. Og der har været meget at takke for. Høsten er kommet i hus i solskin og godt vejr. Og der har været rigelig af den.

Og med høsten i hus er det nu tid til det næste i livets uendelige cyklus og naturens gang. Efteråret. De mørke og kolde og blæsende dage, uger, måneder. Og det begynder som nævnt for mit vedkommende ofte med en lille følelse af vemodighed.

Men der er stadig meget at takke for. Haverne bugner stadig med Guds gode gaver: æblerne, der lyser rødt på træernes grene, blåsorte bær, modne rønnebær, der rødt titter frem bag dybgrønne grene, som vi synger det i Sensommervisen. Eller som Alex Garff beskriver det i sin fine sang om Septembers blå himmel: Så rigt er årets sidste flor; oktobers offergave.

Alt det landmændene har høstet, bliver til mad til mange. Og det som vi selv høster i vores haver i disse dage, kan gemmes på mørke, kolde steder, eller fryses ned og tages frem, når vi skal bruge det. På den måde bliver det til glæde og gavn for os lige indtil næste gang, det bliver sommer, og vi igen kan høste af det hele.

Der er nok at takke for – året rundt. Og hver årstid har virkelig sin charme.