Det er ikke en skam at gå, når man ikke er ønsket

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Ovenpå den sidste tids oplevelser, er jeg nødt til at melde mig ud af socialdemokratiet.

Jeg forsøgte i går af dialogens vej gennem et møde med borgmester, Torben Hansen og gruppeformand, Steen Bundgaard at finde et fælles holdepunkt. Men forgæves. Jeg er på den baggrund selv kommet til den erkendelse, at der ikke er plads til mig, mine mærkesager og mit hjerte for mennesker med handicap i Socialdemokratiet Randers.

Jeg står ved, at jeg ikke vil stemme for budgettet, som det ligger.

Jeg er nødt til at holde fast i mine værdier og integritet – uden dem er jeg ikke mig, overfor mig selv og vælgerne.

Jeg har hele tiden været tydelig med, hvad jeg stod for. Det kunne Socialdemokratiet godt bruge, da de ville have mit kandidatur og mandat, men ikke respektere her efter valget, når der skal føres reel politik.

Gennem budgetaftalen skabes der endnu engang usikkerhed omkring specialskolens økonomi. De får fortsat ingen arbejdsro, og det giver fortsat usikkerhed for børnene, personalet og forældrene. Den sorte sky fortsætter med at hænge over skolerne. Budgetaftalen indeholder en udskydelse af besparelser i 2023.

Men der ligger stadig besparelse på driften på 5,8 mio. kroner i 2024, 2025, 2026 og i alle årene fremefter. Besparelser jeg vil blive tvunget til at stemme for, hvis jeg lægger mit mandat til aftalen. Det kan jeg ikke. Når jeg mener der burde tilføres midler, og at de allerede er for hårdt besparet.

Herudover giver det mig erfaringsmæssigt INGEN tryghed for, at man ikke igen vægter alt andet højere, eller at man nogensinde kommer til at tage de problemer, der bliver fremlagt alvorligt.

For det har skabt mistrivsel for det hårdt prøvede personale, børnene og forældrene. Og som igen skaber risikoen for at sårbare familie vælter.

Grundlaget er for længst undermineret: Jeg havde virkelig troet og håbet, at de konsekvenser, personale, forældrene og jeg har brugt år på at berette om, efterhånden blev taget alvorligt. Også for dem, hvor tallene i regnearket vægter højst, for de viser de tydelige beviser for, hvad de afledte effekter er. Jeg mener det er uholdbar og kortsigtet tænkning, og at det bliver langt dyrere i længden.

Jeg mener, vi svigter vores opstillingsgrundlag, hvor vi netop skriver:

– Høj faglighed og trivsel i specialundervisningen, herunder begrænsning af skolevægring.

– At alle børn afslutter folkeskolen med afgangsprøve.

– At flere handicappede kommer i beskæftigelse

– At det enkelte menneske behandles med værdighed og mødes med respekt for sine behov – uanset alder og uanset fysisk og psykisk formåen.

– Det gode liv for handicappede og andre med særlige behov for sociale relationer…

Det er jeg nødt til at tage konsekvensen af og tage mit gode tøj og gå. Det er ikke en skam at gå, når man ikke er ønsket.

Jeg vil selvfølgelig blive ved med at kæmpe for mine mærkesager og værdier. Nu bare fra et andet ståsted.