Fortsæt til indhold

Debat: Ringe analyser bag spareforslag

Debat
Mette Kirk, Poul Nowack og Egon JensenStøttegruppen for Grenaa Sundhedshus

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

I hospitalsudvalget og udvalg for nære sundhedstilbud skal der om få dage diskuteres, om åbningstiden i akutklinikken i Grenaa skal ændres til kun at være fra klokken 16 til klokken 22. Dette sker udelukkende på baggrund af nogle analyser af skadepatienter, der kommer i akutklinikkerne.

I støttegruppen for Grenaa Sundhedshus undrer vi os over, at politikerne vil tage stilling til så væsentlige nedskæringer for Djurslands befolkning på baggrund af så ringe analyser af, hvad der foregår i Sundhedshuset. Der er kun fokuseret på skadepatienter, men virkeligheden er en helt anden
Mette Kirk, Poul Nowack og Egon Jensen

I støttegruppen for Grenaa Sundhedshus undrer vi os over, at politikerne vil tage stilling til så væsentlige nedskæringer for Djurslands befolkning på baggrund af så ringe analyser af, hvad der foregår i Sundhedshuset. Der er kun fokuseret på skadepatienter, men virkeligheden er en helt anden.

Hvor er opgørelserne over alle de andre funktioner, som udføres dagligt af behandlersygeplejersken??

Der er en behandlersygeplejerske tilstede hver dag, som udover at tage sig af de akutte patienter har følgende funktioner:

Behandlersygeplejersken har tre gange om ugen selvstændigt sygeplejerskeambulatorium for patienter til kontrol efter behandling enten fra Randers eller i Sundhedshuset.

En gang om ugen er der ortopædkirurgisk ambulatorium med assistance af behandlersygeplejersken.

En gang om ugen er der gynækologisk ambulatorium med assistance af behandlersygeplejersken.

To gange om ugen er der patienter til blodtransfusion

Behandlersygeplejersken påsætter endvidere apparatur til døgnblodtryksmåling og apparatur til døgnhjertefrekvensmåling (holtermonitorering)

Behandlersygeplejersken giver endvidere væsketerapi og intravenøs antibiotika til patienter, der er sat i behandling i Randers.

Hvor er opgørelser over disse funktioner?? Alle disse funktioner bliver jo registreret af behandlersygeplejersken, og så må de jo også kunne findes frem, hvorfor ellers registrere dem.

Hvis nedskæringen bliver ført igennem, kan alle disse funktioner ikke udføres i Grenaa og patienterne skal så alle en tur til Randers plus de tilskadekomne, der skal have anlagt gips ved behandlersygeplejersken, da de praktiserende læger ikke anlægger gips.

Det vil medføre betydelige transportomkostninger både for den enkelte og for regionen samt tabt arbejdsfortjeneste for mange.

Hvordan kan politikere den ene dag tale om ”nærhospitaler” og den næste dag gå i den stik modsatte retning og totalt ødelægge grundlaget for et velfungerende ”nærhospital”

Det er nu engang sådan, at sundhed er ligefrem proportional med tilgængelighed.