Fortsæt til indhold

Sådan løser vi kystsikringen i Ebeltoft

Debat
Dan Boesen, Øerkrogvejen 2, 8400 Ebeltoft

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

»Under byforum 2 d. 29. september vedr. ’Klimarobust Kystkultur’ i Havnegården, hvor tre firmaer præsenterede deres forslag til udformning og kystsikring af havnefronten i Ebeltoft, blev der fra publikum stillet spørgsmål til, hvorledes man havde tænkt sig at sikre selve havnene og de både, der ligger deri, ligesom arkitekt Hans Grøn kom med et forslag om at lave en dæmning fra Molskroen tværs over bugten, et forslag, der blev modtaget med klapsalver (fra bådfolket) og hånlatter (fra byfolket).

Svaret fra alle tre firmaer var, at det havde man ikke arbejdet med.

Det var måske heller ikke en del af det opdrag, de havde fået.

Kystsikringen af Ebeltoft opererer med en sikring op til kote 3 (3 meter over daglig middelvande), som Kystdirektoratet har estimeret ville kunne blive nødvendigt indenfor en overskuelig fremtid. Der er desværre mange ting, der tyder på, at de bestræbelser, der sigter mod at mildne klimaændringerne, ikke er tilstrækkelige, og endog modvirkes af følgerne af krige mv.

Men med erindringerne om, hvilke virkninger en stormflod / orkan kan have på de maritime værdier i en havn, sidst som vi så det ved Floridas kyster da ’Ian’ gik i land, var det måske en god ide at arbejde på en sikring af havnene som sådan.

Ebeltoft står også overfor andre opgaver, der trænger sig på, bl.a. en omfartsvej til Færgelejet, som har været diskuteret længe, samt en løsning på hvorledes man håndterer den tætte trafik, der følger med turiststrømmene.

Kystsikringen af Ebeltoft opererer med en sikring op til kote 3 (3 meter over daglig middelvande), som Kystdirektoratet har estimeret ville kunne blive nødvendigt indenfor en overskuelig fremtid. Der er desværre mange ting, der tyder på, at de bestræbelser, der sigter mod at mildne klimaændringerne, ikke er tilstrækkelige, og endog modvirkes af følgerne af krige mv.

Hvis klimamålene ikke kan overholdes – og temperaturstigningerne dermed ikke kan bremses - kan det således forventes, at der over en årrække bliver tale om langt større vandstandsstigninger, end dem, man opererer med for øjeblikket, ligesom grundvandsstigning og voldsomme nedbørsmængder vil blive almindelige og problematiske.

Geus har i en nylig opdatering på vandstigninger nævnt, at man ved byggerier bør tage højde for en stigning på 1,79 m. ved f.eks. Lynetteholmen i København, hvor man rent faktisk kun har taget højde for en stigning på 1 m. Ved stormflod og lignende begivenheder bliver vandstanden naturligvis langt højere.

På den baggrund har jeg derfor tænkt lidt videre over, hvordan man kunne beskytte både byen og havnen og som sidegevinst hjælpe omliggende havne i tilfælde af f.eks. stormflod og endelig løse en del af de trafikale problemer, nemlig ved, inspireret af Hans Grøns forslag, at bygge en dæmning / lavbro, der samtidigt kan fungere som omfartsvej, med en stormflodsport, over Ebeltoft vig (se vedlagte vejføring på søkortet).

Faktisk er bundforholdene i Ebeltoft vig forholdsvis gunstige m.h. på etablering af en sådan dæmning/ lavbro, og eventuelle bekymringer omkring det synsmæssige indtryk formindskes af, at dæmningen / broen syner mindre når den ligger i den foreslåede afstand fra kysten, ligesom ”intelligent” belysning af dæmningen kan få den til at falde i eet med vandspejlet.

En dæmning med stormflodsport vil som nævnt også kunne hjælpe både i omliggende havne indenfor en radius i sejltid svarende til det forvarsel, man kan håbe på ved sådanne hændelser, således at de kan komme i sikkerhed indenfor dæmningen.

Der skal naturligvis etableres en sving- eller klapbro, som i stil med trafiklys kan gøres ’intelligent’ eller i hvert fald åbner og lukker, så det passer bedst muligt for henholdsvis båd- og biltraffikken.

Vejen vil som sagt kunne omdirigere færgetrækkene og ferietrafikken til sommerhusområderne syd og sydvest for Ebeltoft.

Afhængigt af vilje og kreativitet vil lagunen og dæmningen kunne danne rammen om en lang række aktiviteter. Den side af dæmningen, der vender ind mod byen, kunne udformes som sandstrand, og man kunne eksperimentere med en flydende miniby i stil med den, arkitekt Bjarne Ingels Group (BIG) i samarbejde med FN, Oceanix og MIT har projekteret (se beskrivelse på nettet i ’Bolignyheder’ fra d.10.4.2019), ligesom man kan udvide kapaciteten og bassinerne på de eksisterende havnebassiner med flere pladser, herunder til beboelsesbåde.

Der er naturligvis en række tekniske forhold, der skal tages i betragtning, f.eks. bortledning af spildevand og store nedbørsmængder, men med udkastet her kan disse vandmængder via rør forholdsvis let udledes til den del af vigen, der fortsat er åben for vandudveksling udefra. Vandmiljøet i den indelukkede del / lagunen skal der naturligvis tages særlige hensyn til.

Det forslag, jeg har beskrevet, kan ændres i retning af en mindre ring i vandet omkring byen, der alene skærmer de tre havne mod stormflod (kombineret med de tre fremlagte forslag om kystsikring), eller en endnu større ring, som f.eks. starter helt ude ved Molskroen som foreslået af Hans Grøn, som vil beskytte hele byen, men forhåbentlig kan dette indlæg danne yderligere grundlag / inspiration for planlægningen af kystsikring og byudvikling af Ebeltoft.«