Hvad er et menneske?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Det spørgsmål vil få forskellige svar, alt efter hvem man spørger, når det drejer sig om et konkret menneske. En videnskabsmand har et fagprofessionelt beskrivende og nøgternt svar, forældrene vil i stedet forklare det pågældende menneskes betydning ud fra deres kærlighed til deres barn. De to fortællinger om et og samme menneske kan fint eksistere sammen.

Når vi i Danmark har oplevet terror tæt på, har man fra officiel side arrangeret mindehøjtideligheder et par gange. For at inkludere alle har man gjort en dyd ud af at undgå at finde trøst i religiøse ord og forestillinger. Jeg medgiver, at det er en svær opgave, men det er også sin sag at synge med på ”Kringsat av fiender”, når man kommer til linjen ”ædelt er mennesket”. Det finder jeg direkte provokerende, når vi samles for at mindes uskyldige ofre for et andet menneskes dødelige hånd.

Den ukrainsk fødte forfatter Svetlana Aleksijevitj modtog i 2015 nobelprisen i litteratur. Hun er særligt kendt for fortællingen om de mange russiske kvinder, der meldte sig til hæren under 2. verdenskrig. I en passage i bogen ”Krigen har ikke et kvindeligt ansigt” reflekterer en af kvinderne om dengang, hun sammen med sin mor skulle lære at håndtere et maskingevær: ”Det siges, at i krigen er man halvt menneske og halvt dyr. Det er rigtig nok…Ellers kan man ikke overleve.

Hvis man kun var et menneske, ville man aldrig komme helt igennem. Man ville blive skør! I krigen skal man genkalde sig noget om sig selv. Noget væsentligt…Man skal genkalde sig noget fra dengang, mennesket endnu ikke helt var blevet menneske..” En anden kvinde i bogen fortæller, at hun var ateist men begyndte at bede i hemmelighed. Som hun siger: ”Dengang var vi anderledes, det var anderledes mennesker, der levede dengang” Herpå følger hun op med et eksempel om en troende soldat, som blev hånet og udskammet af de andre for sin tro. Han nægtede at skyde, han nægtede at dræbe. To dage efter sin ankomst i lejren blev han skudt. Den kvindelig ateist læste selv hele Bibelen efter krigen.

I Det Gamle Testamente finder vi poetisk stærke udsagn om menneskets betydning i Guds øjne: Paradisfortællingerne og den kendte linje fra Salmernes Bog, kapitel 8: ”Når jeg ser din himmel, Gud, dine fingres værk – hvad er da et menneske at du husker på det, et menneskebarn at du tager dig af det?” Flere andre steder kan man læse om, at Gud bevidst står bag skabelsen af det enkelte menneske og til stadighed drager omsorg for det, han har skabt.

Det Nye Testamente er mere realistisk i sin skildring af det menneskelige. Mennesket er ikke ædelt, for ofte kniber det med næstekærligheden, men tilgivelsen er et bærende fundament: For uanset, hvordan vi bærer os ad, er et menneskes værdi ukrænkelig! For vi er skabt af Gud, og Kristus er gået i døden for os af kærlighed.

Den nyligt afdøde dronning Elisabeth var dybt forankret i sin kristne tro til at favne alle, uanset religiøst eller ikke religiøst ståsted. Med den russiske kriger havde hun det tilfælles, at hun var opdraget til at elske fædrelandet.

Men soldaten er blot et lille menneske, der skal til som tjener for udøvelsen af en magthavers store idé, imens monarken har kunnet være en stabiliserende og samlende faktor ved i sin kristne tro at blive mindet om, at æren, magten og riget i grunden ikke tilhører et enkelt menneske, men en kærlig Gud, hvis kærlighed giver styrke til at leve i en kompliceret verden med de opgaver, man nu har fået betroet.