Godt nyt for skolebørnene i Lyngå
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Som jeg gav udtryk for op til og under valgkampen til byrådsvalget sidste år i november med talrige læserindlæg og på møder med borgerne, så er jeg dybt bekymret for vores børns sikkerhed i trafikken i Lyngå.
Specielt er jeg bekymret for de børn, der morgen og eftermiddag skal krydse Hammelvej på vej over til skolebussen.
Hvorfor?
Ganske enkelt fordi langt de fleste bilister blæser på hastighedsmåleren og ”blæser” igennem Lyngå med al for høj hastighed!
Borgerne i Lyngå har i årevis forgæves efterlyst hastighedsdæmpende foranstaltninger i krydset uden at blive taget alvorligt...
Forvaltningen har et par gange i løbet af de senere år haft det på listen over trafikforanstaltninger til trafikudvalg og byråd, men det har ikke hjulpet. Lyngås børns sikkerhed blev hver gang nedpioriteret.
Men nu sker der noget.
Min bekymring for Lyngås børns sikkerhed i trafikken har jeg taget med ind i byrådsalen og til udvalgsmøder, og derfor er det en ekstra glæde, at det nu ser ud til, at også flertallet i byrådet nu deler min bekymring.
Helt konkret skal vi på næste byrådsmøde endeligt vedtage indstilling fra Teknik- og Miljøudvalget om realisere et trafiksikkerhedsprojekt med fartdæmpning/bump på Hammelvej ved indkørslerne fra henholdsvis Hadsten- og Hammelretningerne.
Forslaget fra Teknik- og Miljøudvalgt går ud på, at der etableres de to bump for i højere grad at kunne holde bilisters hastighed på 50 km/t.
I gennemsnit kører der 3000 køretøjer i døgnet på strækningen og det foreslås at der etableres belysning af de to bump for at højne trafiksikkerheden i de mørke timer af døgnet, således at bilister ikke overraskes af bumpene og derved risikerer at miste herredømmet over deres biler.
Projektet skønnes samlet set at løbe op i 250.000 kroner.
Jeg skal bestemt ikke tage æren for, at det nu lysner for Lyngås børns sikkerhed, når de krydser Hammelvej på vej til og fra skole. Æren tilfalder i høj grad den årelange kamp, som borgerforening og borgere i Lyngå har kæmpet for deres børns trafiksikkerhed.
Det beviser værdien af lokalt sammenhold og vedholdende indsats.
Det er også en sejr for vores lokaldemokrati, at saglige argumenter fører til sagligt begrundede trafiksikkerhedstiltag.
Og jeg er den første til at lykønske Lyngå med indsatsen.
Fra min side skal der derfor lyde en kraftig opfordring til borgerne i Lyngå om at deltage i byrådsmødet den 25. oktober klokken 19.00 i Hammel og (forhåbentligt...) overvære ”kronen på værket”, når anlægsbevillingen stemmes igennem.
Vel mødt.