Hvilket ærinde er Jens Meilvang mon ude i?
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
»Har Jens Meilvang fået for meget magt?
Når man ser på hvordan sagen om en stiforbindelse mellem Skovgårde og Lystrup Strand forløber, så kan man godt få den tanke, at udvalgsformanden for miljø- og teknikudvalget (MTU), Jens Meilvang og forvaltningen, på forhånd har bestemt sig for en bestemt linjeføring og gjort alt, hvad de kan for at få gennemtrumfet deres vilje.
Tilbage i 2014-15, da man lavede stiforbindelsen mellem Fjellerup og Skovgård, var der informationsmøde om stiforbindelsen og fire ugers partshøring for de berørte grundejere.
https://ugeavisen.dk/forside/artikel/basballe-lyttes-der-til-h%C3%B8ringssvar-om-stiforbindelse
Så hvorfor har man denne gang valgt ikke at lave hverken informationsmøde eller partshøring?
Det fremstår udemokratisk og usagligt.
Efter en masse forsøg på oplysning og dialog fra lodsejere og Dansk Naturfredningsforening som har været stærkt kritiske over for den udemokratisk vedtagne linjeføring troede vi alle, at Jens Meilvang og resten af MTU var kommet lidt til fornuft, da de på udvalgsmødet 21. september besluttede at pege på A3 i stedet for A1.
Lidt til fornuft da man også burde have valgt B2 som er en både bedre og billigere løsning med god havudsigt.
Men til Økonomiudvalgsmødet i sidste uge vendte udvalgsformand Jens Meilvang på en tallerken og fik desværre et flertal med sig og gik dermed imod et enigt MTU udvalg.
Man skulle tro at Jens Meilvang som folketingskandidat for Liberal Alliance står vagt om den private ejendomsret, men i denne sag lader det til, at han er fast besluttet på at tromle henover de private lodsejere, på trods af at dette i mine øjne er i strid med Grundlovens paragraf 73;
Man skulle tro at Jens Meilvang som folketingskandidat for Liberal Alliance står vagt om den private ejendomsret (...)
”§ 73
Stk. 1. Ejendomsretten er ukrænkelig. Ingen kan tilpligtes at afstå sin ejendom, uden hvor almenvellet kræver det. Det kan kun ske ifølge lov og mod fuldstændig erstatning.”
Der er alternativer til en linjeføring som kræver ekspropriering både hvad angår A1 og B0/B1, og derfor må man faktisk ifølge grundloven slet ikke krænke den ukrænkelige ejendomsret.
Derudover vil det også være bedre for vandløb og paragraf 3 beskyttede områder, hvis man undgår at zigzagge på tværs gennem naturen som Dansk Naturfredningsforening har redegjort grundigt for gentagne gange både skriftligt og mundtligt over for os politikere.
Jeg synes, det er på sin plads, at Jens Meilvang som folketingskandidat for et liberalt parti og som mangeårig formand for Miljø- og teknikudvalget i Norddjurs kommune svarer på, hvordan det hænger sammen med hans værdier at krænke ejendomsretten for at komme lidt tættere på stranden på ganske korte strækninger, når det drejer sig om at lave et meget langt stiforløb fra Grenaa til Udbyhøj på 65 kilometer for almenvellet?
Hvis det er muligt at lave et stiforløb med god havudsigt uden at eksproprierer, bør man så ikke gøre det i stedet for at krænke den private ejendomsret?
Og hvorfor har man ikke lavet en ordentligt saglig og demokratisk proces med informationsmøde og partshøring, som vi normalt gør i Norddjurs Kommune?«