Mellem stjernerne
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
I de senere år er der udgivet flere film om universet. Hvorfor denne interesse for rummet?
På opdagelse i det digitale univers fandt jeg Karen Dyssels ord i Kristeligt Dagblad: ”I vor grænseløse verden må vi helt ud i rummet for at kunne overskue den enkelte.” Altså vi må rejse ud i rummet for at rejse ind i menneskets indre og som universet udvider sig udvider vores forståelse af os selv.
Der er en vis egocentrisme i det. At alt omkring os, selv universet, er til for vores selvransagelse og selvudvikling. Som en kopernikansk vending, så er det ikke jorden, der drejer rundt om solen, men universet kredser om os.
Ét fuld af evig lykke, succes, og i spejlingen mellem mennesker på SoMe fortvivles vi over, at vort liv ikke er himmeriget. Vi skal turde lære os støvets sprog som kender sin grænse og sige nej
Er det mon den erkendelse, filmene kredser om? Det, der er så skamfuldt for os: At vi ikke er som et grænseløst univers?
Teologen Christian Hjortkjær har reflekteret over unges mistrivsel, og ifølge ham er unge opvokset i idealernes tid. Vi siger, at de kan blive, hvad de vil: Only the sky is the limit. Men lykkes drømmene ikke, så er det vel min skyld? Og hvornår er noget nok – der er ingen mur i himmelrummet, når man stræber efter stjernerne.
Efter en stress-sygemelding udtalte Ida Auken, at ordet ydmyghed, som er afledt af ”humus” dvs. frugtbar jord, nu gav mening. Ved grænsen af vores formåen vil vi bide i jorden. Dér kan skønheden få lov at få plads.
Da er vi ikke ensomme astronauter kredsende om vort liv og fortvivlede over følelsen af at mislykkes. Idealernes tid siger, at vi er som guder, men derfor lever vi ikke guddommelige liv. I skabelsesmyten skabes mennesket af jorden og på poetisk vis beskrives forgængeligheden. Vi er med Grundtvigs ord et guddommeligt eksperiment af støv og ånd. Har vi glemt begge?
Mennesket er nok sekulært i dag, men vi vil også i himmerige, dog et dennesidigt ’lige nu’-himmerige. Ét fuld af evig lykke, succes, og i spejlingen mellem mennesker på SoMe fortvivles vi over, at vort liv ikke er himmeriget. Vi skal turde lære os støvets sprog som kender sin grænse og sige nej. Jeg kan hvad jeg vil: nej! Only the sky is the limit: nej!