Debat: Hvert valg skal vurderes to gange
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Folketingsvalget er udskrevet til den 1. november 2022, og i SF Norddjurs har vi stor opmærksomhed på, hvordan den aktuelle krise med høj inflation og voldsomt stigende energipriser presser mange danskere, og hvordan krigstrusler gør vores ellers trygge verden usikker.
Vi anerkender, at de hårdest økonomisk ramte har brug for hjælp til at få lettet presset, og at det bliver nødvendigt, at sikre det danske samfund bedre økonomisk og militært.
Men vi mener stadig, at hensynet til klimaet altid må tænkes ind som førsteprioritet i enhver beslutning, og at vi af simpel nødvendighed må tænke langsigtet i alle forhold, hvis vores børn og børnebørn skal have en chance for et liv vi kender.
Derfor skal ethvert valg vurderes to gange – i lyset af klimakrisen og i lyset af borgernes behov – og vi skal tage kloge beslutninger, der sikrer vores og klodens fremtid.
Helt konkret og her og nu har vi i den lokale partiforening valgt at spare miljøet og vores økonomi gennem at skære ned på plakater og valgmateriale i denne valgkamp. Vi tror på, at I alle vil forstå budskabet, på samme måde som I hver især aktuelt vælger at spare på jeres egen økonomi og klodens CO2-belastning ved at vaske om natten, skrue ned for julebelysningen og så videre.
SF har ikke en lokal folketingskandidat i Norddjurs Kommune, men vi har masser af gode kræfter i Østjylland at stemme på, så stem SF til valget den 1. november.