Næste gang bliver statsministerkandidaterne lukket ind i et MMA-bur

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Sognepræst og forfatter Sørine Gotfredsen vinkede i et debatindlæg i Berlingske Tidende søndag definitivt farvel til sin mangeårige kærlighed, Det Konservative Folkeparti.

Debattøren har hele sit liv stemt på partiet, men nu er det slut efter, at partiet er gået til valgkamp med skattelettelser som øverste punkt på dagsordenen.

»Fremtiden er konservativ, fordi vi gradvist i mismodets tid vil indse det vitale ved at trække vejret i et mindre og tryggere rum. Det lader dog ikke til, at de konservative toppolitikere forstår det, for de taler ikke meget om den slags, og jeg kan ikke stemme på et parti, der kalder sig konservativt uden at udtrykke mere indsigt i sjælens behov. For en ting er sikker: Det er ikke skattelettelser, den har mest brug for,« skriver Sørine Gotfredsen.

»Vi har brug for sammen at tro på en meningsfuld fremtid, og mens de globale trusler skaber uro, lammer de mindre, hvis man i livet i øvrigt mærker forankring,« understreger sognepræsten og forfatteren.

Senere søndag var det heller ikke forsøget på »at udtrykke mere indsigt i sjælens behov«, der var i højsædet, da TV2 blændede op for valgdebat mellem statsministerkandidaterne Mette Frederiksen, Søren Pape Poulsen og Jakob Ellemann-Jensen.

Der manglede en i panelet, men lad det nu ligge.

Lars Løkke Rasmussen har intelligent spillet sig på banen som en potentiel statsministerkandidat, hvis valgresultatet bliver grumset. Når Mette Frederiksen for at få Løkke til at pege på hende, tilbyder ham en udenrigsministerpost, kan Pape og Ellemann kun byde over ved at tilbyde Løkke trinnet højere, statsministerposten.

Nuvel, lad det ligge.

Hvorfor var det så lige, at søndagens valgdebat var en deja-vu oplevelse?

Ved nærmere eftertanke var det jo valgkamp som realityshow, som DR-serien Borgen allerede for ti år siden forudskikkede.

Valgkamp reduceret til den rene og skære underholdning i en futuristisk scenografi med en oversminket og komplet overgearet studievært ved dommerbordet, kandidaterne placeret på en forhøjning og det klappende publikum (på kommando?) placeret rundt om i lokalet.

Det er valgkamp anno 2022 til aftenkaffen.

Vær sikker på, at næste gang bliver statsministerkandidaterne lukket ind i et MMA-bur, som vi kender det fra ekstrem kampsport. Inden da bliver de ført til arenaen af smarte chicks i næsten ingenting, og når nationalmelodien er afspillet, kan kampen begynde.

Politik er jo kedeligt, hvis der ikke kommer lidt kolorit på drengen, vil programtilrettelæggerne hævde.

Nej, politik er ikke kedeligt, men det kræver ligesom meget andet indsigt og vilje til at søge indsigt.

TV2s første chef, salige Jørgen Hübertz Schleimann, forstod det, og han ville aldrig have tilladt, at politik blev reduceret til en tynd udgave af et ligegyldigt og fordummende realityshow.

Han må vende sig i sin grav over at se, hvordan de flade panders parade blev udstillet så tåkrummende søndag aften i den bedste sendetid, mens de tre statsministerkandidater storsmilende var på kælent fornavn med studieværten ’Cecilie’.

Den i panelet, der havde forladt seancen med en overfyldt brækpose i hånden, havde fået min stemme.

Det havde ingen af de tre modet til. Svagt.