Og hvad laver du så?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

For nyligt fik jeg spørgsmålet – som så mange gange før. Det er sket ved frisøren, ved middagsselskabet, hen over hækken ind til naboen eller ved første forældremøde i skolen. Jeg stiller det også selv – både af høflighed, af nysgerrighed og nogle gange (må jeg jo indrømme) i mangel af bedre spørgsmål.

Spørgsmålet kommer som regel umiddelbart efter at der er blevet udvekslet navne – som om de to ting hænger fuldstændig uløseligt sammen. Og hvad laver du så?

Og her menes ikke hvem der laver aftensmad, hvem der henter og bringer børn til og fra skole og fritidsaktiviteter eller hvem der står for hele to do-listen derhjemme. Nej, spørgsmålet går på arbejdet.

Ofte er reaktionen, når jeg fortæller at jeg er præst, en form for undskyldning. ”Nå.. – ja, jeg kommer desværre ikke i kirken så tit”. Måske er det derfor jeg egentlig ikke er vildt begejstret for spørgsmålet. Fordi jeg føler at folk bliver forlegne eller mærker, at de begynder at undskylde sig selv.

Men sådan var det ikke denne gang! Spørgsmålet blev stillet – som så mange gange før. Reaktionen kom prompte: ”Neeei, hvor spændende!” Og svaret blev underbygget af et par øjne, der nærmest lyste op. ”Fortæl mig lige hvad du laver mandag til lørdag”, sagde han. ”For jeg ved jo godt, hvad du laver om søndagen.”

Og så begyndte jeg at fortælle med en helt anden lyst end normalt, når netop dét spørgsmål er blevet stillet. Måske var spørgsmålet blevet stillet af høflighed – jeg ved det ikke. Men nu var der en oprigtig interesse og nysgerrighed om at høre mere og øjne, der lyste og det ramte mig. Og midt i at jeg remsede alle de mange forskellige opgaver op, som præstelivet består af fra mandag til lørdag, blev jeg ramt af en taknemmelighed over at være præst. Og jeg blev ramt over vedkommendes reaktion – for det er spændende og meget meningsgivende at være præst.

Tænk sig at få lov til at komme tæt ind på livet af så mange forskellige mennesker i så mange forskellige livssituationer. Tænk sig at få lov til at møde konfirmanderne midt i deres livsverden og gå et stykke af deres livsvej sammen med dem. Tænk sig at andre vil betro sig til én. Tænk sig at få lov til at dele troen, tvivlen og håbet med andre – ikke bare mandag til lørdag, men også om søndagen.

Jeg vidste det jo godt – at præstelivet er et alsidigt arbejde og liv. Men det var alligevel som om det gik op for mig på ny og igen, hvor skønt det er at være præst og taknemmeligheden ramte mig.

Og for en gang skyld blev jeg glad over netop dét spørgsmål: Og hvad laver du så?