Debat: Ebeltoft er IKKE færdig som færgeby
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Med Molslinjens seneste udmelding om en intensiveret færgedrift på Ebeltoft fra Påsken 2023 og fremefter i hele sommerhalvåret, er der atter en god grund til at glæde sig, specielt på vegne af de mange brugere, både fastboende og turister, der også ser Ebeltoft-Odden forbindelsen som et gode og en helt selvfølgelig del af den infrastruktur, Rute 21 indgår i, og som i årevis har været amputeret på grund af manglende færge-betjening alle dage - året rundt.
På fornem vis blev linjeføringen i sin tid etableret for at binde hovedstadsområdet og Djursland bedre sammen, med den afledte effekt, at der samtidigt blev skabt mulighed for en mere direkte forbindelse mellem det Nordjyske og Sjælland.
Når det gælder færgedrift på Århus-Odden linjen, så er der nærmest timedrift på alle årets dage, mens rederiet ved at praktisere salami-metoden har reduceret betjeningen af Ebeltoft Havn til i alt væsentligt alene at være i turismens tjeneste.
På ingen måde har man i de senere år efter indsættelsen af de store, nye færger udvist imødekommenhed ved at være opmærksom på erhvervslivets mange interesser på Djursland, heller ikke fastboende i området eller de mange sommerhusejere er blevet tilgodeset, og da sket ikke selvstændige i liberale erhverv eller håndværkere, der tidligere kunne pendle mellem hovedstads-regionen og hjemmet samme dag.
Det ”sejler” tilsyneladende rigtigt godt for Molslinjen og med indkøb af endnu en stor katamaran, der indsættes i foråret 2023, bliver der alt andet lige flere færger at flytte rundt med, og det er lige præcis det, Ebeltoft heldigvis igen kommer til at nyde godt af - i sommerhalvåret, vel at mærke! Som noget nyt er der i fartplanen også regnet med et par eftermiddags-afgange på udvalgte dage. Så tak for det.
Indvielsen af Molslinjens nye færgeterminal på Århus Østhavn i november 2020 skete midt under Coronaen. Af samme grund medførte dette nok ikke en helt uventet reduktion i antallet af kunder til færgen, da samfundet jo nærmest var gået i stå og den indskrænkede bevægelighed i alle sektorer en realitet i månedsvis.
Når anlægsarbejderne ved etablering af Marselis-tunnelen igangsættes, vil situationen med stor sandsynlighed være en helt anden. Med de trafikale besværligheder, der med sikkerhed vil blive resultatet af en så radikal ændring af infrastrukturen i den berørte bydel, vil kødannelser og forsinkelser til færgen i lang tid blive hverdags-kost. Nogen vil stadig vælge færgen, andre køre nedenom og dermed igen ”orke” turen over Fyn.
I min optik er der ingen tvivl om, at Molslinjen er godt forberedt til at tackle de udfordringer, der kommer i forbindelse med anlægget af Marselis-tunnelen og vil gøre meget for at sikre sig mod et muligt tab af kunder.
Derfor er jeg ret overbevist om, at Ebeltoft i årene fremover igen kommer i spil som færgeby i langt højere grad, end tilfældet har været i de seneste år, og den situation bør der tages højde for i tide.
Så kære Byrådsmedlemmer i Syddjurs Kommune:
Det er allerede nu, kræfterne skal koncentreres om at skabe de bedst mulige betingelser for fremadrettet at få begrænset trafikken på Strandvejen ved seriøst at medtænke Øster Alle som en væsentlig del af løsningen på Ebeltofts infrastrukturelle problemer.
For relativt beskedne midler må man i kommunalt regi kunne gennemføre en opgradering af det allerede eksisterende vejforløb bag om byen samt etablere et par velfungerende tilslutninger til Rute 21 ved henholdsvis Bøgehøj og Føtex-krydset,- uden højlydte protester fra Vejdirektoratet.
Helt i overensstemmelse med anbefalinger fra Ebeltoft i Udvikling (EiU) vil et tiltag af ovennævnte karakter kunne aflaste Strandvejen og dermed reducere antallet af de bilister, der traditionelt vælger turen langs havnefronten gennem byen til og fra færgen.
Den positive sideeffekt er, at By og Havn kommer til at hænge langt bedre sammen, end tilfældet er i dag. Etablering af en hævet vejbane på udvalgte strækning-er med fodgængersikre krydsningsmuligheder vil ligge lige til højrebenet og give det nødvendige løft, der skaber sammenhæng mellem hverdags-byen i øst og perlerækken af vore fornemme havnemiljøer mod vest.
Det haster da gevaldigt med at få den planlægning sat i gang- hellere i dag end i morgen.