Fortsæt til indhold

Halloween og Allehelgen

Debat
Sognepræst Karen Togsverd HansenSkæring Kirke

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Nu er det snart halloween, hvor døden bliver taget under kærlig behandling, og børn i uhyggelige kostumer går rundt og ringer på vores døre. Halloween har for længst overhalet fastelavn i popularitet, og børnene vil give os et lille gys, et befriende grin og bede om at få lidt sødt med på turen videre. Det er altid (u)hyggeligt, når man åbner døren og møder manden med leen, skeletter, zombier og andre skræmmende væsener, og jeg sørger altid for at have slik parat.

I kirken har vi snart Allehelgens Dag. Det er altid den første søndag i november. Også i kirken handler det om døden, men det er andre ord og stemninger, der knytter sig til denne dag. For hvor halloween handler om død og gys, så handler allehelgen om død og håb. Og hvor halloween giver anledning til fest og sjov, så giver allehelgen anledning til minder og savn.

Luften kan være tyk af sorg og kærlighed, vemod og fortrydelse og tankerne om vores egen forgængelighed. Men allehelgen er også en dag, der har håbet som fortegn.

Allehelgen er en stemningsfuld dag i kirkerne fyldt med minderne om dem, vi hver især har mistet. Luften kan være tyk af sorg og kærlighed, vemod og fortrydelse og tankerne om vores egen forgængelighed. Men allehelgen er også en dag, der har håbet som fortegn. Et håb, der ikke bygger på os eller noget, vi kan gøre eller skabe. Til allehelgen lægger vi vores døde og os selv i Guds hånd i tillid til, at Han vil sørge for os – også når vi ikke længere skal leve her på jorden. Håbet om, at Gud er stærkere end døden og kan give os livet i hans rige, er bærende i den kristne tro – også til allehelgen.

De fleste kirker inviterer til en særlig allehelgen gudstjeneste med oplæsning af navne og måske også alder på dem, der er døde i sognet i løbet af året. Sidste år føjede endnu et arrangement sig til kirkernes allehelgen-markering i Aarhus. Lørdagen før allehelgen holdes nemlig ”De dødes Dag – sammen om at mindes” på Vestre Kirkegård med koncerter, oplæsning, kunst, fællessang, gudstjenester, børnetelt og mulighed for samtale. Tanken er, at det skal være en fælles mindedag for alle, som har prøvet at miste. Se programmet på hjemmesiden (Folkekirken i Aarhus) eller hent et trykt program i din lokale kirke.

Halloween og allehelgen. Vi kan have brug for begge dele – hver ting til sin tid. Gys, fest og sjov på den ene side, hvor vi bliver mindet om, at vi er i live og har meget at glæde os over. Og minder, savn og håb på den anden, som husker os på vores forgængelighed og om at lægge vores liv i Guds hånd.

Jeg vil ønske jer alle god Halloween og god Allehelgen.