Præsteklumme: Stillepunktet

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Stillepunktet på den roterende klode, det er, når verden er gået i stå og den, man elsker, er holdt med at trække vejret. Verden og livet står stille, selvom kloden stadig drejer rundt. Verden går ubarmhjertigt videre, selvom man har det, som om ens egen verden er gået under.

Lige om lidt er det Allehelgen, den tid på året, hvor vi mindes dem vi har mistet, og hvor sorgen får plads i kirkerne endnu engang.

Ved Allehelgen går sorgen og adskillelsen hånd i hånd med taknemmeligheden over alt det, vor elskede kaldte os, alt det de gav og betød, var og gjorde. Vi savner vores døde, og vi savner, hvad vi selv var og blev kaldt af dem, vi har mistet: moder, søster, elskede, ægtefælle, far, bror, søn eller datter.

Allehelgen er livshistorier, fortællinger og minder vævet sammen i kirken med smukke salmer og trøstende ord.

Og så sidder vi skulder ved skulder i novemberstilheden i kirkerne med hver vore livshistorier – hver vore indre billeder af vores elskede – og bliver mindet om, at

din grav

nu engang er det sted her i verden

hvor du ikke er.

Som en forfatter (Søren Ulrik Thomsen) har digtet.

Nu er den, vi har mistet, overgivet i Guds varetægt. Gået forud, venter os…

Vi hører det af profeten Esajas’ mund fra det Gamle Testamente: Din sol går ikke ned, og din måne tager ikke af, for Herren er dit evige lys og dine sørgedage er nu forbi.

Og nej jeg ved det, naturligvis er dine sørgedage aldrig forbi, men Herren er alligevel dit evige lys – måske kan du tro det, nu i dag og gribe det i morgen. Det ensomme og forladte hjertes evige lys. Det lys, som måske kan gøre, at du kan rejse dig i mørket og leve igen.

Gud er løftet om, at han – sammen med levende venner, familiemedlemmer eller hvem der nu er i dit liv - vandrer sammen med dig på din ensomme vej i sorgens dal.

Så bliver da tro, håb og kærlighed, disse tre, men størst af dem, er kærligheden.

Allehelgensaften viser kærligheden sig altid stærkere end alt andet. Det er smukke ord at leve videre på i dyb taknemlighed over alt det, vi fik foræret og over alt det som vi har mistet og savner. Allehelgensaften mindes, sørger og trøstes vi. Og sammen beder vi om Guds fred til alle vor døde og Guds lys, mod og styrke til alle os, der nu må leve videre på denne roterende klode.