Fortsæt til indhold

Efterlysning - send mig gerne en kopi af Inger Støjbergs politiske program. Har hun noget overhovedet?

Debat
Leif Lahn Jensen (S). MF, folketingskandidat i Østjyllands Storkreds. Opstillet i Djurskredsen:

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

»Den 23. juni meddelte Inger Støjberg, at hun nu startede et nyt parti ”Danmarksdemokraterne.” Det skal ifølge partiejeren være et borgerligt parti for alle dem, der stadig har den sunde fornuft i behold, ligesom partistifteren åbenbart har det. Og det lyder jo godt og betryggende, for hvem vil ikke gerne stemme på et parti, der repræsenterer den sunde fornuft.

Det eneste lille problem er, at Inger Støjberg på intet tidspunkt har ulejliget sig med at fortælle os, hvad den sunde fornuft går ud på, når det gælder eksempelvis sundhedspolitikken, retspolitikken, velfærdspolitikken eller den grønne politik. Vi må stole på, at Partiejeren og hendes håndgangne mænd fra Dansk Folkeparti ved, hvad den sunde fornuft går ud på – ikke mindst overløberne fra Pia Kjærsgårds gamle parti må være gode at konsultere, for de har jo fine erfaringer med fornuften fra deres mange år i cirkus DF.

Men måske gør det ikke så meget, at vi ikke præcist ved, hvad Inger Støjberg står for. For hun fortæller i tide og utide, at vi ved, hvor vi har hende. Vi ved jo, at Inger stemte imod Arne-pensionen, men lidt forvirret bliver man, når man på Danmarksdemokraternes hjemmeside kan læse, at Støjberg nu går ind for Arne-pensionen, og det selvom vi ved, at hun vil arbejde for en blå regering på trods af, at et flertal af de blå partier ønsker at afskaffe Arne-pensionen. Så hvad står Inger Støjberg mon egentlig for?

Læser man om Støjbergs holdninger på velfærdsområdet, kan man måske også undre sig lidt. For her skriver Støjberg, at den offentlige velfærd skal følge med, når vi bliver flere ældre. Men var det ikke blandt andre Inger Støjberg, der lagde stemme til Lars Løkke-regeringens årlige nedskæringer på 2% på velfærdsområdet – nedskæringer som gik hårdt ud over vores skoler, plejehjem og hospitaler. Og usikkerheden bider sig fast, når man husker sig selv på, at Inger Støjbergs hedeste drøm er en regering af blå partier, der vil begrænse den offentliges sektor. Så hvad står Støjberg mon egentlig for?

Men på et punkt kunne man mene, at vi ved, hvor Støjberg står. Hun vil ifølge Danmarksdemokraternes hjemmesideskabe skabe et bedre sammenhold og en bedre balance i Danmark. Og det lyder jo smukt. Men rimer det helt med, at næppe nogen har skabt mere splittelse i vores land end netop Støjberg, når hun kalder til kamp for Udkantsdanmark mod de store byer. Og rimer det overhovedet med den kendsgerning, at Støjberg har været aktiv deltager i diverse venstreregeringers centralisering af Danmark, som har berøvet provinsbyer deres rådhuse, politistationer, dommerkontorer, kaserner, seminarier og busforbindelser. Så hvad står Støjberg mon egentlig for?

Inger Støjberg og Danmarksdemokraterne står til at få et godt valg, og det er naturligvis i orden – vælgerne bestemmer! Men i modsætning til Støjberg mener jeg ikke, at vælgerne reelt kan vide, hvad de får, når de stemmer på Støjberg. Hun siger, at man får hendes sunde fornuft. Men jeg siger, at det eneste man med sikkerhed ved, hvis man stemmer på Støjberg, det er, at hun vil gøre alt, hvad der står i hendes magt for at bringe enten Søren Pape eller Jakob Ellemann til magten – alt andet blæser i vinden. Derfor er der god grund til, at man, før man sætter sit kryds spørger sig selv: ”Hvad står Støjberg mon egentlig for”?