Der er faktisk risiko for at møde en Christiansborg-politiker i Aarhus
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
De er ikke bare partikammerater, borgmester Jacob Bundsgaard og fungerende finansminister Nicolai Wammen. De er også gode venner, snakker tit sammen og kan nu passende tale om at danne en selvhjælpsgruppe for socialdemokratiske toppolitikere med blødende stemmetal. For det kan godt være, at Danmark blev farvet rosenrødt ved folketingsvalget. Men Wammens personlige stemmetal bløder i en grad, så det er sammenligneligt med det gevaldige smæk, kammerat Bundsgaard inkasserede ved kommunalvalget for omtrent et år siden. ”Østjyllands stærke stemme” er knækket.
Knækket på midten er også den radikale folketingsgruppe, der blev halveret. Prisen betalte bl.a. Andreas Steenberg. Som politisk ordfører måtte han gang på gang forsvare partiets krav om valgudskrivelse. Han måtte endda understrege, at man de facto havde væltet regeringen. Nu er han ironisk nok væltet af vælgerne, og Østjylland mister en synlig kandidat og stærk politisk taktiker, hvis sidste træk nok kun få almindelige vælgere forstod. Kredsens eneste mandat gik i stedet til Katrine Robsøe, som gennem den seneste folketingsperiode har markeret sig stærkt på uddannelsesområdet.
En anden slider, Heidi Bank, fik derimod ikke stemmer nok til en af Venstres tre tilbageværende østjyske pladser efter partiets nedsmeltning. Bank har været stærkt optaget af bl.a. boligpolitik og sad endda i byrådet i forrige periode. Dengang kørte hun ofte fra København direkte til rådhuset, for efter byrådsmødet straks at vende tilbage til Christiansborg, klar til næste dages forhandlinger. Apropos køreture, så fik Jacob Ellemann-Jensen som barn besked på at rette sig op på bagsædet, når familien kørte til Aarhus, faderens valgkreds. Det er der fortsat grund til, skulle bilen en dag komme på disse kanter. Heller ikke et andet tidligere aarhusiansk byrådsmedlem fra Venstre, Jens Kloppenborg, kom ind. Kloppenborg har koncentreret sin kampagne på Djursland, men er tilsyneladende glemt i Aarhus, trods hans forsøg på bl.a. at skabe sig en platform i debatten om udvidelse af havnen.
En byrådsveteran, der derimod opnåede genvalg, er socialdemokraten Camila Fabricius. Hun har ført en langt mere afdæmpet kampagne end ved forrige valg. Det er opløftende at tænke på, at hårdt arbejde og ægte engagement i sine ordførerskaber også nytter. For vi har brug for østjyske kandidater, der nok er i arbejdstøjet, men også af og til vender hjem til kredsen, hjem til virkeligheden.
Skåret ud af virkeligheden – og endda med erhvervserfaring på cv’et – er også Mona Juul, der vandt kredsens eneste tilbageværende konservative mandat. Det skete over profilen Marcus Knuth og efter en intensiv, humørfyldt kampagne. Men mest af alt, fordi hun – sammen med andre østjyske kandidater – har været i tæt kontakt med Aarhus og aarhusianerne, også inden valget blev udskrevet.
Den aarhusianske repræsentation på Christiansborg er ændret markant ved dette valg, og det er værd at lægge mærke til, om vi i den kommende periode også i virkeligheden ser noget til de politikere, der har hængt i lygtepælene. Det er, som ovenstående viser, ikke altid, det bliver belønnet. Men det skader ikke, og det er værd at holde fast i. Uanset om man er en stor kanon eller stille slider.