Pain is temporary

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Det var måske at stramme den at kalde det en bjergetape. Det gik op og ned. Mest op. Og som jeg cyklede, blev jeg mere og mere irriteret over, at jeg netop havde valgt denne rute. Eller ikke havde en hjælperytter.

På vej op ad en bakke får jeg øje på noget graffiti på asfalten. Det lugtede alligevel lidt af Tour de France, selvom skriften ikke var overbevisende. Der stod: Pain is temporary.

Var jeg ikke halv-bitter nok i forvejen, blev jeg det her! Skulle det virkelig hjælpe mig op ad bakken? Et lille medlidenhedsord i den hårde stund. Det irriterede mig, men ikke kun på egene vegne.

Nu står det der – altid! – og taler ind i enhver situation og til ethvert menneske, der kommer forbi. Både den der slider sig vej til bakketoppen. Men også den som faktisk føler smerte, og måske har følt det i længere tid. Pain is temporary må du forstå. Kom videre!

For mig er det ikke en sandhed, at smerte er midlertidig. Det kan være en tro og et stærkt håb, men ikke en sandhed. Og når jeg er i smerten, har jeg ikke brug for medlidenhed eller opmuntrende bemærkninger.

Pain is temporary. Sig det til kræftpatienten. Sig det til en ukrainer. Det ville gøre ondt. De ville føle sig alene.

I stedet kunne jeg ønske mig, at nogen så mig. At nogen ville stå sammen med mig, eller gå sammen med mig i smerten, i stedet for at pakke den væk i tomme ord.

Langt størstedelen af rytterne i Tour de France er med som hjælperyttere. Måske er det ikke tilfældigt. Og havde skriften på vejen bare sagt: Pain is. Så var der ikke lagt låg på noget. Så var der ikke givet falske forhåbninger. Men jeg havde omvendt heller ikke været alene.