Jeg har ikke lyst til at dø

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Jeg har ikke lyst til at dø, sådan lyder et omkvæd i en sang af duoen De eneste to bestående af Peter Sommer og Simon Kvamm, som hittede for nogle år siden. Lige for tiden hitter netop den sætning hjemme hos mig.

Den kommer fra min 9-årige datter, lige før hun skal sove, og det er ikke melodisk, som med De eneste to, når de synger Dø-ø-ø. Nej, det er grædende med tårerne løbende ned ad kinderne fra et barn, der, efter at have erfaret to bedsteforældres død, føler sig som den eneste ene og derfor bare må hulke: Jeg har ikke lyst til at dø.

Ordene kommer helt indefra hendes 9-årige hjerte, der i sorgen, savnet og smerten har erfaret kærlighedens pris. At vi skal miste dem, vi elsker. At livet koster livet. At alt det vi godt kan lide, ja, alt det vi elsker at gøre i livet, det hører op. Legen får en ende en dag, og vi ved ikke hvornår. Hvem dør først, hvem dør sidst, vi ved det ikke.

Det er ikke fair, synes hun. At livet i sin indånding er så fantastisk, at man næsten ikke kan vente på alle de mange dejlige dage, man har foran sig, og så på sin udånding giver én den erkendelse, at hver brugt dag er en dag tættere på døden i den kendsgerning, at vi alle skal dø en dag.

Her hjælper ingen Peter Plys, der siger, at én dag skal vi alle dø, men alle andre dage skal vi leve i tillid og tro. Hun vil ikke dø, heller ikke den ene dag. Hun vil leve. Præcis som De eneste to.

Det har stået på et par måneder nu, og nogle aftener er jeg rådvild og på nippet til at ønske, at jeg kunne tage denne eksistentielle angst fra hende, til hun er stor nok til at forstå, at vi netop skal huske, at vi skal dø en dag for at kunne suge al næring ud af livet, mens vi har det, og herefter komme i himlen, som de romerske filosoffer bedyrede i antikken, og som også er evangeliets hårdnakkede påstand. At det ender godt. At der aldrig tages noget fra et menneske, uden at det får nyt liv og nye muligheder rakt i tro, håb og kærlighed.

Men det er netop også en del af at leve hver dag fuldt ud; at græde og sørge over det tabte, som hun gør. Så jeg skal ikke bekymre mig og være ængstelig, for så er det mig, der ikke har forstået at leve livet i tillid og tro. Ak, ak.