Fortsæt til indhold

Blanke stemmer tæller også med i valgresultatet

Debat
Steen Møller, Strandgårdshøj 21, 8400 Ebeltoft:

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

»Det er udbredt misforståelse, hvis man tror, at man ikke ’stemmer’, når man propper en blank stemmeseddel i stemmeboksen til et folketingsvalg, eller hvis man bliver hjemme på sofaen og således helt undlader at møde frem.

Hvis man er stemmeberettiget, men ikke bruger sin stemmeret, betyder det, at man i så fald overdrager sin uudnyttede stemmeret til det samlede valgresultat. En uudnyttet stemmeret ”forsvinder” nemlig ikke, men bliver i stedet fordelt pro rata på alle de opstillede partier i overensstemmelse med de samlede valgresultat. En blank stemme i Syddjurs bliver end ikke fordelt mellem alle de partier, som vælgerne i Syddjurs har stemt på, men i virkeligheden fordelt på alle de opstillede partier i hele landet.

En blank stemme i Syddjurs bliver end ikke fordelt mellem alle de partier, som vælgerne i Syddjurs har stemt på, men i virkeligheden fordelt på alle de opstillede partier i hele landet

Valgdeltagelsen på 84,2 % i det netop overståede folketingsvalg fordelte sig med 48,9 % til partierne i rød blok, 41,6 % til partierne i blå blok og 9,3 % til Moderaterne. At de nordatlantiske mandater og en lille valgteknisk finurlighed så i sidste ende alligevel giver rødt flertal uden Moderaterne er en helt anden sag.

Men uanset om man har stemt blankt eller holdt sig væk for derved at ”straffe” de opstillede partier eller bare ikke kan finde ud af at forvalte sin stemmeret, så har man i virkeligheden ”stemt” 48,9 % på partierne i rød blok, 41,6 % på partierne i blå blok og 9,3 % på de lilla Moderaterne. Lidt populært kan man sige, at de ikke-afgivne stemmer bliver ”ganget op” til en samlet valgdeltagelse på 100 %, hvilket naturligvis er det samme som at sige, at alle de ikke-afgivne stemmer er helt uden indflydelse på valgresultat. Hvis for eksempel 5,1 % af vælgerne har stemt på Enhedslisten, så har en blank stemme eller en sofavælger stemt 5,1 % på Enhedslisten, og stemt 27,5 % på Socialdemokratiet …… og så fremdeles, indtil alle partierne har fået deres egen respektive andel af valgresultatet. Så hvis formålet har været at udvise foragt for politikerne, så taler vi i virkeligheden i stedet for om ris til egen bag.

Ovenstående er nok værd at fundere lidt over, hvis man også næste gang påtænker at vende ryggen til demokratiet ved at stemme blankt eller helt undlader at stemme i en eller anden sammenhæng, idet man derved i virkeligheden så har ”stemt” på hele paletten af de opstillede partier i overensstemmelse med, hvordan alle de afgivne stemmer har fordelt sig.«