Brug for bedre naturbeskyttelse
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Vi tænker, at videnskabsfolkene bag rødlisterne har ret, når de siger, at mange arter af planter og dyr er truede eller stærkt truede – nogle er allerede uddøde.
Vi vil gerne støtte handlinger der med al sandsynlighed vil støtte truede arter i områder med stort biodiversitetspotentiale.
Det er vores opfattelse, at oprettelse af naturnationalparker er en sådan handling – en spæd begyndelse.
Vi mener, at beskyttelse skal prioriteres over benyttelse i disse områder af særlig værdi og potentiale.
Vi mener, at Danmarks Naturfredningsforening kunne være en stærk medspiller i den konkrete udformning. F.eks. ved at medvirke med afvejning af benyttelse og beskyttelse således, at der etableres god adgang, hvor det ikke strider mod beskyttelsen.
Lad dette være en opfordring til bestyrelsen for DN Syddjurs om at indgå aktivt i en beskyttelse af vores natur og biodiversiteten både i og uden for Naturnationalpark Mols Bjerge.