Solopgang i ørkenen mens kamelerne langsomt vandrer forbi

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Min ven Jesper Grønkjær, eventyrer, tryllekunstner og foredragsholder, sad i ørkenen for to uger siden og så solen stå op kl. 6, mens kamelerne langsomt vandrede forbi efter en nat ved bålet. Det er ganske vist. Men for mig blev et fantastisk sindbillede på livet.

En nat ved bålet byder på stilhed og eftertænksomhed. Når man sidder stille længe og blot stirrer ind i et bål, ser man flammernes leg og hjernen tømmes ofte for tanker. Det er rent meditativt. Sidder man der længe nok bliver der plads til de store tanker. De store tanker om livet. Om mennesker, meningen. Taknemmelighed og ydmygheden. Man er på en gang lille bitte under stjernerne og i flammernes hypnotiserende vold, og samtidig meget vigtig i sit eget liv.

Her er der plads til tanker om fortid, nutid og fremtid. Her er plads til tankerne om det der virkelig tæller, det der har værdi på den måde at livet bliver større og bredere.

Min ven er meget tænksom og klog. Hvad han tænkte den nat, ved jeg ikke. Men jeg ved, at mange mennesker især i den kommende tid, hvor julen står for døren, netop har nogle kameler at sluge, fordi der er så høje forventninger til, hvad vi skal og hvor enormt hyggeligt, det hele bør være.

Der er mange følelser på spil og ender, der skal nå sammen. Der er gennem tiden blev slugt adskillige kameler i december måned for at julefreden kunne sænke sig.

Men prøv at tænk hvilket fantastisk billede det er at sidde efter sådan en nat, hvor kamelerne måske er stimlet sammen for at blive vandet og har krævet hver deres.

Der hvor alt det, der irriterer, smerter, er en torn i øjet. Det der har det med at kredse i sit eget tankespind, ind og ind i en større spiral. Som en ørkenvandring, der bare bliver ved og ved.

Tænk sig hvis man så stille i morgensolen har forliget sig med dem, så solen kan oplyse kamelerne og dig. Så dine kameler ikke længere er forventninger og krav og skal sluges, men du roligt kan lade dem vandre forbi. Ikke som om de ikke er der. Men netop i erkendelsens lys og forsoningens afklarethed. De må gerne være her, du må gerne være her og det bliver julefred alligevel.

Tænk sig, hvis du kunne slippe dine kameler og lade dem vandre forbi i solopgangen i stedet for at skulle sluge dem.

Glædelig adventstid.