Sammen om det gode liv og tilbud på vaskepulver og flæskekød

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Syddjurs Byråd har en vision, der hedder ’Sammen om Det Gode Liv’, som politikerne er pavestolte af og gerne gentager i søvne.

Syddjurs Byråd er også stolte af kommunens kulturtilbud.

Ligesom politikerne er glade, når de handler i en lokal dagligvareforretning og ser, at der er tilbud på håndsæbe og flæskekød.

På sidste byrådsmøde fik vi nu engang præsenteret klichéerne fra flere munde, og ingen vovede at gå over på det modsatte fortov og fortælle de øvrige med inspiration fra en H.C. Andersen klassiker: ’Vi har jo ikke noget tøj på’.

Lad os tage klichéen ’Sammen om Det Gode Liv’ først.

Store organisationer skal åbenbart have et motto, som de tror er definerende for deres virksomhed. DBU har ’En del af noget større’, og jeg skal komme efter dig.

Politikere, heller ikke lokalpolitikere, kan ikke love borgerne Det Gode Liv.

Vi mennesker lever altid på to etager samtidig, har digteren Søren Ulrik Thomsen så fint forklaret det i flere omgange, bl.a. i Information 23. juni 2006:

»På den ene etage befinder sig de specifikke, samfundsmæssige vilkår, som vi kan og skal forbedre ved hjælp af politik og fornuft; og på den anden etage findes de vilkår, mennesket altid har levet på og ikke kan ændre, men som vi ikke desto mindre er nødt til at forholde os til: Vi bliver forelskede, forladt, vi skal dø, vi fødes. Det er mysterier, som fornuften ikke kan forklare. Men det er vigtigt, at de to niveauer ikke sammenblandes.«

I Syddjurs Byråds vision ’Sammen om Det Gode Liv’ sammenblandes de to etager, og derfor kører politikerne ud ad en forkert tangent i et sikkert ærligt forsøg på at engagere dig og mig og andre borgere i kommunen, men sammenblandingen gør det umuligt. Det er skrevet før på denne plads, og gentages hermed. Måske en lokalpolitiker eller to vil forklare, hvorfor de bliver ved med at stikke borgerne blår i øjnene?

Det samme med klichéen om kommunens mange kulturtilbud, som er en del af visionen om Det Gode Liv.

Det er fattigt, hvis kommunens kulturpolitik udelukkende består af kulturtilbud, som man kan vælge og vrage imellem som var det tilbud på oksesteg eller fisk i supermarkedet?

Stop nu, og hæv niveauet. Kultur er heldigvis andet og meget mere end tilbudsvarer på en hylde.

Ved at synke så dybt, fortæller politikerne os, at kultur er en ordentlig omgang gryde med vandgrød som der skal røres lidt rundt i for, at grøden ikke brænder på.

Kultur kan man rent faktisk brænde sig på, fordi det påvirker hele ens sjælstilstand.

Et godt eksempel lokalt er de forestillinger, som Syddjurs Egnsteater har leveret i en årrække.

Det gælder trilogien ’Hjerterum’ med ’Livets blå tone’ , ’Livets blå bølge’ og ’Den blå tid’, og det gælder den seneste forestilling, kammerspillet ’Sommerhuset på Mols’ om søstrene Ellen Dahl og Karen Blixen, som det nystartede Teater Udsyn i co-produktion med Syddjurs Egnsteater satte op.

Når Syddjurs Byråd har nikket ja til, at kommunen skal have sit eget egnsteater, må det være fordi, at man politisk mener noget andet og mere end stegt flæsk og persillesovs?

Hvorfor kan politikerne så ikke adskille skæg og snot?

Fordi kultur dybest set rager dem en hujende fis.