Konservative sætter aftryk og får gennemført politiske mærkesager - trods borgerligt mindretal i Byrådet

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

»Da redaktøren konstaterede, at Syddjurs Kommunes tavse byråd er blevet et ekspeditionskontor, blev mine tanker ledt hen på den britiske satireserie ”Yes Minister”, der havde premiere i 1980, hvor topembedsmanden havde overtaget styringen i ministeriet, og løb ministeren over ende den ene gang efter den anden.

I Danmark havde der derimod formet sig en helt anden virkelighed i 1980erne, hvad politisk holdningsudveksling angik. Op mod jordskredsvalget i 1973 blev der stiftet et hidtil uset antal nye partier, der først og fremmest skulle opponere gamle partier.

Umiddelbart lod det til, at man ønskede et opgør med ideologierne, ville præge udviklingen i en lidt anden retning, eller slet og ret vælges ind i Folketinget med en række populistiske enkeltsager i hånden. Det er klart, at sådan en parlamentarisk sammensætning giver anledning til diskussion fra talerstolen, eller hvor lejligheden end måtte byde sig.

Og det gik ikke stille af sig. Om det var godt for Danmark, ved jeg ikke, men valgresultatet demonstrerede, at demokratiet fungerede som det skulle, og underholdningsværdien var høj. Siden da er danskerne blevet beriget med et utal af partier. Det lader dog lidt til, at de moderne ny-partier har knap så meget gejst. I nogle tilfælde må adgangen til magten være det drivende for partistifterne, hvor man kopierer et af de eksisterende partier og tilføjer et aktuelt tvist. Andre er mere åbne om processen og former politikkerne hen ad vejen alt efter tidens strømninger. Udover at producere partiledere og enkeltsager syntes jeg ikke, at de nye partier bidrager med en hel masse nyt.

Når enkeltsagerne ebber ud kommer den rigtige eksamen. Den bestod Liberal Alliance for alvor denne gang ved at være tro mod sig selv og tydelige i kommunikationen.

Ved valget i 2022 blev Mette Frederiksen og Socialdemokratiet de store vindere, og den gamle del af den borgerlige fløj mistede sit fodfæste og fik et rædselsvalg. Mette Frederiksen blev i sagens natur det mest realistiske bud på en regeringschef. Noget overraskende valgte Socialdemokratiet at vende ryggen til den røde blok. Det kan kun tolkes som om, Socialdemokratiet har valgt at orientere sig mod højre, og følger man med i meningsmålingerne, lader det til, at vælgerne er enige i den strategi. Min opfattelse er, at Moderaterne ikke har lagt skjul på, at de ville støtte demm der vandt. Venstre valgte overraskende at gå med i Mette Frederiksen II.

Jeg er helt og aldeles på linje med Det Konservative Folkeparti. Jeg mener ikke, vi styrker vores position ved at indgå i regeringen Mette Frederiksen II. Vi har et motto, der hedder ”Borgerlige stemmer der arbejder”, og det gør vi uanset, om partiet sidder i regeringen eller ej. Vi tager også ansvar, for de aftaler vi indgår eller påvirker. Som regeringsparti har man ydermere et ansvar overfor regeringen, og her bliver det virkeligt interessant at se, hvordan man vil eksponere det til det kommende valg. Hvis der er nogle aftaler, vi ikke tager del i, som oppositionsparti, er det fordi, vi har lovet vores vælgere at arbejde for noget andet - Det er at tage ansvar overfor vores vælgere.

At foregive Danmark står i en så dyb krise, at det er nødvendigt med en regering hen over midten, er noget volapyk, eller i bedste fald en eller anden form for populistisk strategi. For det første har jeg ikke hørt om nogen folketingsmedlemmer, der ikke har keret sig om Danmarks interesser og søgt indflydelse (Dog fortrød Jacob Haugaard vist sit valg), og den indflydelse kommer nærmest kun ved at kunne indgå en aftale eller et forlig i det altid midtsøgende danske parlament. Selvom der er et solidt flertal, kan man alligevel søge at påvirke beslutningerne, og tage ansvar på den måde. Det er sjældent at der træffes rendyrkede klassisk-ideologiske beslutninger, uden at man i det mindste har lyttet til andre, men det er utopi at tro, vi kan vælge det bedste fra alle verdener.

Som lokalpolitiker, valgt for Det Konservative Folkeparti, repræsenterer jeg ikke bare mig selv. Jeg repræsenterer også de værdier, der er årsag til, at jeg meldte mig ind i Det Konservative Folkeparti. Selvom der kan være uoverensstemmelser mellem ens egne holdninger og partiets linje, så bygges der på det samme fundament. Når man går ind i en forhandling gælder det om at præge beslutningen mest muligt i ens egen retning. Selvom der er borgerligt mindretal i Syddjurs Kommunes byråd, så lykkes det alligevel at sætte aftryk og få gennemført politiske mærkesager. Det lader sig kun gøre, hvis man har evnen til at samarbejde hen over midten. Jeg vil tro det samme gør sig gældende på det landspolitiske plan.

Poul Schlüter proklamerede engang at ideologi er noget bras. Jeg er dog så gammeldags, jeg mener, at vælgerne - i det mindste - skal vide, hvad de får for deres stemme. Det gælder ikke kun om at skille sig ud fra mængden for at blive valgt og få en ministerpost eller udvalgsformandspost, hvis det er lokalpolitik. Det gælder om kontinuerligt at arbejde for de værdier man tror på, og som man ønsker at udvikle samfundet på. Det gælder om at bekende kulør, og stå ved sine holdninger. Det skal være min opfordring til de borgerlige partier i den kommende tid. Vi har ingen grund til at skamme os over vores politikker. Det er ikke dem, der har fejlet. Hos os selv har vi været for dårlige til at kommunikere dem, men det er en anden sag.

Hvilke konservative værdier bringer jeg så ind i mit eget politiske arbejde? Jeg gik til valg på en dynamisk udvikling af kommunen. Det vil sige, at vi skal vokse på en ansvarlig måde, så velfærden kan følge med, men vi skal også sikre væksten, så vi kan bevare velfærden. Vi skal øge økonomien ved at tiltrække nye borgere, virksomheder og arbejdspladser. Det er vores virksomheder, der genererer de penge, vi har til rådighed. Vi skal genoprette og bevare naturen og sikre en bæredygtig udvikling. Familien, fællesskabet og kulturen skal have en bærende funktion i vores samfund, og vi skal bevare de værdier, vores samfund er bygget på. Det er abstrakt og ukonkret, men det er alt sammen eksempler på de ting, der påvirker mig i mit arbejde, og hvorfra der kommer brudstykker ind i det konkrete arbejde.

Det står jeg ved, også selvom det ikke altid er det, som er det mest moderne eller populære at gøre, og selv efter et nederlag ved folketingsvalget, er det bare op på hesten igen.«