Fortsæt til indhold

Jagt i klassisk forstand er det ikke

Debat
Anthon Tetsche, Nydamsvej 26, Ørsted:

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

»I begyndelsen af december måned 2022 vrimlede det pludselig på fjordengene vest for Udby, i plantagerne omkring Udby, og i haverne i Udby med fasaner i hundredvis. Snart kunne det erfares, at det var opdrættede fasaner fra Holbækgård.

Holbækgård har nemlig stået for oprettelsen af et ’jagtkonsordium’, som åbenbart har lejet retten til at ’gå på fasanjagt’ på Holbækgårds jorde og plantager i og omkring Udby.

Man har derfor i tiden op mod jul kunnet opleve, at en kortege på 5 – 6 vogne med 10 – 12 jægere i hver, i camouflagetøj og gevær mellem knæene, køre ad Nydamsvej som en hær på vej i Felten.

Efter en kort tid skulle man da også tro, der var krig i landet, for nu drøner geværsalverne løs i en times tid eller to. De fleste af jægerne har sikkert fået ram på nogle af de halvtamme fasaner, men er det jagt?

Jeg er ikke i tvivl om, at de ansvarlige har undersøgt lovligheden af denne form for ’lerdueskydning’ mod levende mål, men jagt i klassisk forstand, er det ikke.«