Roeds Klumme: Utilstrækkelig

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Overskriften er næsten den samme som min sidste klumme “Utilstrækkelighed”.

Emnet har fyldt meget i mig siden da, og jeg føler, at det er godt at skrive mere om det. Jeg vil prøve, om emnet kan holdes varmt og åbent.

Det var en ret god fornemmelse at stå ved, at jeg selv føler mig utilstrækkelig. Det er også dejligt, at nogle har responderet positivt på klummen ved at skrive. Så er der da nogle, som synes om min klumme, skriver jeg her med et glimt i øjet.

Det er også ud fra forståelsen af, at jeg ved, mit ego stadig har brug for ros. Selvfølgelig, for det handler for mig ikke om at smide mit ego væk, men blot opdage, om det styrer mit liv, og om jeg ønsker denne styring.

Det er de unge, som igen og igen er dukket op i min bevidsthed. Hvordan får vi gang i det store stykke arbejde, det er at mindske og optimalt fjerne de unges følelse af at være utilstrækkelige. Som skrevet sidst, skal debatten holdes åben. Mange år og ønskeligt for altid, indtil der opstår en kollektiv bevidsthed om, at vi er gode nok, som vi er.

For ikke skræmme nogen vil jeg kort skrive, at det, at vi er gode nok, som vi er, ikke betyder stilstand eller ingen vækst. Det betyder, at mennesker gennem blandt andet at tage lederskab af eget liv, kan opnå en dyb værdifølelse, et dybt selvværd, som gør, at frygten ikke står i vejen for adgangen til vores kvaliteter.

Som sidst skrevet er det nødvendigt med en ændring i holdninger og tiltag omkring de unge. Vigtigst er det for de unge og for alle at forstå, at det er det menneske, som ønsker forandring, som skal gøre arbejdet.

Der er altså ikke nogen, som kan redde unge fra følelsen af utilstrækkelighed. Der kan og skal skabes et gunstigt og rummeligt udviklingsmiljø omkring de unge, men da de allerede har fået mønstrene cementeret som en stor del af deres personlighed eller ego, må og kan kun de bryde disse mønstre.

Man kan både som ung og ældre tænke, at det er hårdt arbejde. Og det er det. Efter 20 år med egen udviklingsproces ved jeg, at det er hårdt arbejde. Der er dog så meget frihed og håb i arbejdet. Frihed, fordi du hver gang du bryder et mønster, bevæger dig mod større frihed. Håb, fordi fordi det er dig, som kan gøre arbejdet, og derfor er det ikke ude af dine hænder.

Og så, meditér, fordi det er et enkelt redskab til positivt at støtte forandring i dit liv.

Ha’ det godt til vi “læses ved” en anden gang.