Fortsæt til indhold

Klumme: Rønde Privatskole tager også samfundsansvar

Debat
Esben Broni JensenSkoleleder på Rønde Privatskole

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

De sidste mange år er der både på landsplan og lokalt sket en stigning af elever, der har behov for særlig støtte i forbindelse med deres skolegang. Den opgave og mange flere samfundsopgaver påtager de private skoler sig også.

Eleverne skal have mange forskellige kompetencer med sig, når de forlader skolen i dag. Foto: Kristoffer Simonsen

De private skoler i Danmark bliver i medierne ofte beskyldt for at være skoler, som er primært for de mere velstillede, og skoler, som vælger visse elever fra. Disse fordomme vil Rønde Privatskole og de andre skoler i privatskoleforeningen gerne gøre op med. Derfor sættes der fokus på de fælles samfundsopgaver, skolerne i forvejen påtager sig, og på at skabe nye aktiviteter til gavn for samfundet. Det er mundet ud i nogle fælles samfundsløfter, som allerede er indarbejdet i Rønde Privatskoles dagligdag.

Jeg hører – i form af at være skoleleder på Rønde Privatskole - med jævne mellemrum udtalelser som »Det er kun de riges børn, der går hos jer« og »I optager ikke elever i specialtilbud«, men det kunne ikke være mere forkert. Privatskolerne har ligesom folkeskolerne oplevet en stigning i elever med særlige behov, og privatskolerne i Danmark har i dag samlet flere elever med særlige behov, der udløser ni klokketimer i støtte end folkeskolen.

Der er selvfølgelig nogle privatskoler, der har flere end andre, men på Rønde Privatskole har vi de sidste år ligget på samme niveau som i folkeskolerne i Syddjurs Kommune. Vi har ligesom folkeskolerne et tæt samarbejde med PPR Syddjurs Kommune og har derfor de samme ressourcer til rådighed.

Et af de samfundsløfter, som privatskolerne har forpligtet sig til, er at afspejle den diversitet i socioøkonomien, der er i det omgivende samfund. Gennem de sidste mange år har man kunnet søge ekstra tilskud til de skolepenge, man betaler for at gå på en friskole. Og det er ikke blevet nemmere at få økonomien til at hænge sammen med de prisstigninger på energi og fødevarer, som alle oplever lige nu.

Derfor er det ekstra fripladstilskud, som gives på Rønde Privatskole til elever, hvis forældre har færre midler, også ekstra vigtigt lige nu. Vores bestyrelse her på skolen har altid fordoblet det beløb, man får i fripladstilskud fra staten, og har i enkelte tilfælde valgt at yde tilskud til det fulde beløb.

Statistisk set er de frie skoler bedre til at løfte de elever, der kommer fra lav eller middel socioøkonomisk baggrund. Jeg mener ikke, der er noget entydigt svar på, hvorfor det forholder sig sådan. Måske er det klassestørrelserne, det aktive tilvalg af skoleform, men fakta er, at Rønde Privatskole aktivt støtter og optager elever, der ellers ville have svært ved få det til at hænge sammen. Vi har haft elever i blandt andet 10. klasse, som selv har betalt for skolegangen ved at tage fritidsarbejde. Dem har vi naturligvis også støttet.

De fleste af vores elever har valgt skolen, blandt andet fordi de gerne vil have et fagligt løft, og for mange fører det videre til en ungdomsuddannelse, der slutter på et X. Men ambitiøse unge mennesker er der brug for i alle fag og uddannelser, og derfor vil en skolegang, hvor ambition og ordentlighed er bærende værdier, aldrig være givet dårligt ud uanset, hvilken vej man vælger bagefter.

Vi har desuden også et godt samarbejde med det lokale erhvervsliv gennem praktik i 9. klasse og andre typer af uddannelsesinstitutioner i brobygning, så eleverne får set og prøvet kræfter med de mulige valg af uddannelser.

De frie skoler i Danmark har lige nu hver sjette af eleverne i grundskolen og derfor et kæmpe ansvar i forhold til at give alle så god en start på deres uddannelsesliv som muligt. De udgør så stor en del af den kommende voksne andel af befolkningen, og derfor skal vores elever forlade de frie skoler med mindst lige så mange kompetencer og muligheder som fra folkeskolerne.

Det er jeg som skoleleder overbevist om, de gør fra Rønde Privatskole. Og med fokus på flere af de fælles samfundsopgaver, alle skoler har, så kan vi forhåbentlig alle yde vores del til fremtidens samfund.