Fortsæt til indhold

Nu styrker vi valgfriheden på ældreområdet

Debat
Mette Nøhr,byrådsmedlem for Det Konservative Folkeparti i Favrskov

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Værdighed og valgfrihed er to sider af samme sag. Derfor er jeg meget glad for, at vi i Favrskov Byråd forleden vedtog en værdighedspolitik på ældreområdet, hvor der bliver slået et slag for valgfriheden.

Vi slår som noget nyt fast, at borgerne skal have mulighed for at opnå kendskab til de mange tilbud i Favrskov Kommune, og det skal blandt andet ske ved, at medarbejderne kender de relevante tilbud og informerer om dem.

Som politikere skal vi ikke blande os i, hvad folk vælger, for de ældre er gamle nok til at bestemme selv.

Det er vigtige ord. Forudsætningen for, at man kan træffe et valg er selvsagt, at man kender de forskellige valgmuligheder. Som politikere skal vi ikke blande os i, hvad folk vælger, for de ældre er gamle nok til at bestemme selv. Det er vores opgave at sikre, at de ældre og deres pårørende informeres, så de kan træffe beslutningerne på et oplyst grundlag.

Flotte ord på et stykke papir er ikke nok. Derfor skal vi sikre, at den enkelte medborger rent faktisk præsenteres for de forskellige valgmuligheder. Om det sker, kommer jeg til at holde et vågent øje med.

I den nye værdighedspolitik fastslår vi også som noget nyt, at den mad, vi i Favrskov tilbyder de ældre, skal have udgangspunkt i friske råvarer. Det er helt naturligt, men det er godt at få slået fast med syvtommersøm.

Det er ingen hemmelighed, at de ældres mad er hjerteblod for mig. Jeg ser gerne, at vi går længere, så vi får frisklavet mad på menuen på samtlige plejehjem i Favrskov, hvilket ikke er tilfældet i dag – jeg ser friske råvarer som et godt første skridt i den rigtige retning.