I hu
»Som præst oplever jeg nogle gange, at mennesker beder mig om at være den, som ved, om de vil jordfæstes eller kremeres, hvordan deres bisættelse skal foregå, og hvad der skal synges.«
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Lad der gro alger på min gravsten
okkergult liv
Du må ikke i døden forfalske mig
til poleret perfektion.
Lad varmen fra min krop sive ud i radiatorerne.
Plant et træ.
Plant bær i kærlighed til bierne,
som dufter minder for børnene
hoppende forbi.
Plant lyng til at skjule en hugorm.
Lad børnene tegne med gadekridt
på min gravsten
Sådan skal du gøre
til ihukommelse af mig.
Hver søndag læser vi i kirken ordene: Vor Herre Jesus Kristus tog i den nat, da han blev forrådt, et brød, takkede og brød det, gav sine disciple det og sagde: »Tag det og spis det; dette er mit legeme, som gives for jer. Gør dette til ihukommelse af mig!«
Jesus gav tydelige instrukser om hvordan han ville mindes eller kommes i hu.
Som præst oplever jeg nogle gange, at mennesker beder mig om at være den, som ved, om de vil jordfæstes eller kremeres, hvordan deres bisættelse skal foregå, og hvad der skal synges.
I tidligere tider blev det ligefrem betragtet som en dyd at dø godt – det vil sige at sørge for at alt var forberedt til sin egen død, så ikke den skulle belaste de pårørende med unødvendige praktiske byrder eller skænderier over arven oveni sorgen.
I dag har vi ofte ikke lyst til at tænke så meget over døden, medmindre vi er absolut nødt til det.
Vi kan ikke diktere, hvad vores eftermæle bliver. Men vi kan give vores ønsker til kende.
Vi kan jo selvfølgelig heller ikke bestemme, hvordan andre mennesker vil huske os. Vi kan ikke diktere, hvad vores eftermæle bliver. Men vi kan give vores ønsker til kende. Vi kan komme med en bøn.
Netop sådan oplever jeg også Jesu ord: ”gør dette til ihukommelse af mig” - som en bøn til dem han elskede, om at huske ham og huske ham på en bestemt måde, som den der gav sit liv for at de skulle leve - og som en hjælp til dem når de pludselig skulle leve videre efter hans død - en hjælp til at finde fællesskab med ham på tværs af døden.
Selvom man ikke er Kristus, er det måske slet ikke så dårlig en ide at forberede sin afrejse, før den kommer både for sin egen og for sine elskedes skyld.
Memento mori, sagde de gamle ”husk, at du skal dø”. Vi er her jo ikke for evigt, men forhåbentlig længe nok til at vi kan nå at tænke en ekstra gang over de eviggyldige spørgsmål:
Hvad skal der stå på din gravsten? Hvilket aftryk vil du efterlade på verden?
Og er det for sent at ændre, er dit eftermæle allerede skrevet i sten, så husk, at de første og de sidste ord altid er:
Han/Hun/De var Guds elskede barn.