Skrivebordsgeneralen hos Syddjurs Kommune

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

»Den kommunale kommandostruktur ligner på mange måder den, vi kender fra militæret. Øverst i hierarkiet har vi forsvarsstaben / byrådet. Det er dem der ansætter eller vælger hærchefen / borgmesteren. Lige nedenunder har vi generalstaben / udvalgsformændene.

Til at realisere de folkevalgtes politik har vi først officererne, som i denne sammenhæng udgøres af de højst lønnede embedsmænd. Da de ikke kan nå ud i organisationens yderste områder, har de en række sergenter / mellemledere som skal omsætte de politiske fokusområder til konkret handling. Til at skabe disse handlinger har sergenten / mellemlederen de menige eller de ansatte, der udgør organisationens største antal, og som regel de dårligst lønnede.

Alle der har arbejdet med organisationsudvikling ved, at det er meget svært at ændre kulturen i en stabsorganisation. Jo længere man kommer ned i organisationen, jo større bliver trægheden. Og hvis antallet af ansatte indenfor en given stab skal reduceres, så vil dem der har muligheden, søge andre græsgange, og for dem der bliver tilbage vil der udvikle sig en frygt for at blive den næste der får prikket.

Enhver landmand ved, at hvis han vil lave et radikal sædskifte, så skal jorden gøres klar til de nye afgrøder. Jeg vil tro at Venstres gamle borgmester Claus Wistoft, ved alt om det. Det samme gør sig gældende for organisationsændringer, hvis man ikke gøder jorden først, så vil sådanne ændringer skabe flere problemer end de løser.

Og når landmanden har gjort klar til et sædskifte, så vil han holde øje med, hvordan den nye afgrøde udvikler sig.

Måske burde Venstres nye høvding Christoffer Petersen - nuværende udvalgsformand for sundhed og ældre - have et landbrugskursus af Claus Wistoft. Christoffer Petersen har iværksat nogle kulturændringer uden at sikre sig, at jordbunden var klar hertil, og når han af økonomiske grunde skal reducere sin stab, så bevæger han sig ikke ud til fronten for at se, hvor medarbejderne bedst kan undværes. I stedet giver han det i rollen som skrivebordsgeneral, bliver siddende på sin forgyldte bagdel, og siger: »Som politiker er det ikke min opgave at blande mig i den daglige drift,...« . »Jeg har fuld tillid til, at vores øverste ledelse (officererne) og vores ledere (sergenter) ude på plejehjemmene træffer de rigtige beslutninger…«

Hvis en politiker ikke vil blande sig i den daglige drift, hvordan kan han så sikre sig, at byrådets beslutninger bliver efterlevet? Og når generalens kommandoer ikke producerer de ønskede resultater, så kan han ikke skjule sig bag en tillidserklæring til sine officerer og sergenter. Han skal ud i fronten, for at se hvad der sker.

Måske burde Christoffer Petersen tilbringe en rum tid sammen med vores hjemmehjælpere og de ansatte ude på plejehjemmene, for det er dem der har skoen på, der ved hvor den trykker, Han ved det tilsyneladende ikke.

Jeg har stor respekt for Michael Stegger som ikke bliver siddende i borgmesterstolen, men vover sig ud blandt de folk som har problemerne. Det gør man ikke uden at få sår på både krop og sjæl.

Det aftvinger også respekt, når byrådet inviterer til idemøde med borgerne, når der skal spares 60 mio. kr. Men som tilhører fik jeg ikke indtryk af, at mødet resulterede i forslag, der kunne indfri målet.

Når løsningsmængden blev så forholdsvis ringe, så skyldes det måske den måde idemødet var organiseret på. Her blev vi inddelt i grupper som svarer til de stabsfunktioner, som kommunen skal varetage. Det vil sige, at vi blev tvunget ud af de stier, som allerede var gennemtravet af kommunens officerer og sergenter. Hvis man vil have så radikale løsninger som der er behov for, så skal man give borgerne mulighed for at tænke på tværs af stabsfunktioner.

Men det er altid en god ide at inddrage borgerne, specielt der hvor generalen bliver siddende bag skrivebordet.«