Folkekirken og fremtiden…

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Et flertal af danskerne er stadigvæk medlem af folkekirken i dag, omkring 72 procent på landsplan. Folkekirken har et godt tag i befolkningen. Det er stadigvæk de fleste børn der bliver døbt i kirken. Og senere bliver de fleste af dem også konfirmeret. De kirkelige vielser og velsignelser er også populære – der er ikke meget, som kan hamle op med højtideligheden og romantikken i et kirkerum. Og de fleste danskere finder også mest mening og trøst i at fortage bisættelser og begravelser i en kirke med en præst tilstede.

Men ligesom medlemsprocenten gradvist falder hvert år, har jeg nok på fornemmelsen, at folkekirken lige så langsomt er ved at miste sit greb om befolkningen.

Vi prøver som folkekirke rundt omkring i landet med forskellige nye initiativer at lokke folk i kirke. Vi forsøger at være moderne. Vi forsøger at være folkets kirke, der både er med på noderne og som samtidigt bevarer traditionerne. Vi forsøger ikke at skræmme nogen bort, skruer måske lidt ned for den religiøse retorik, så dørtærsklen til kirke eller sognegård ikke er for høj.

Vi forsøger at rumme alle – men alligevel står mange kirker halvtomme om søndagen. Tænk nu hvis bare 10 procent af Folkekirkens medlemmer én søndag valgte at komme i kirke på én gang – så ville der ikke engang være plads til dem.

Så kan man jo som præst godt spørge sig selv, om det vi laver, måske er blevet lidt forældet. Og når jeg står i en kirke fra 1100-tallet og har en præstedragt på fra 1500-tallet, så kan jeg da til tider godt føle mig lidt som en statist fra ”Den gamle by”.

Men jeg blev altså ikke præst, fordi jeg godt kan lide at have gamle dragter på. Jeg er præst, fordi der inde i de gamle bygninger, og bag alle de gamle ritualer og dragter gemmer sig et budskab. Et budskab om håb, tilgivelse, nyt liv, kærlighed – og meget andet. Et budskab som nok er gammelt, men alligevel er evigt aktuelt. Min opgave som præst er at fortolke dette gamle budskab ind i vores moderne liv og verden. Men det er en svær opgave, og ikke noget som nogen præst selv kan bære alene. Og selvom præsterne fylder meget i folkekirken, så tilhører kirken altså ikke præsterne. Men kirken er på den anden side heller ikke menighedsrådets, kirkeministerens eller for den sags skyld ”folkets”. Ordet kirke kommer fra græsk ”kyriakon” som betyder ” tilhører Herren”. Kirken er altså først og fremmest Guds. Og kirken er ikke primært bygninger, men menigheden, det åbne fællesskab vi er døbt ind i. Vi er som Guds kirke blevet betroet evangeliet, det glædelige budskab, og det er vores opgave at høre det, lade det virke i os, og dele det med andre.

Vi har i Danmark en folkekirke. Men i mange sogne er det alligevel et mindretal bestående af præster, menighedsråd, ansatte samt frivillige ved kirken, som laver en helt masse kirkelige aktiviteter og arrangementer, som det store folkekirkelige flertal så bruger i større eller mindre grad – de fleste kun en sjælden gang imellem. Men her tror jeg altså at det er på tide at vi tænker folkekirken på en ny måde – ikke som kirke for folket, men som kirke af folket.

For Folkekirken er ikke først og fremmest en servicevirksomhed. Og vi skal lære ikke at se os selv som kunder, betalende medlemmer eller brugere af Folkekirken. Vi er Folkekirken - vi er alle (eller i hvert fald 72 procent) en del af kirken og det er os som skal bære det glædelige budskab ud i livet i ord, handling og på mangfoldig vis. Som en krop med mange lemmer (for at citere Paulus), så har vi hver vores funktion og opgave i at omsætte det glædelige budskab ind i vores moderne verden i dag, hvor der i den grad er brug for budskaber om håb, tilgivelse, nyt liv, kærlighed – og meget andet.

Fortsættes næste uge