Hvad er meningen?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

I marts udkom en rapport om vi danskeres åndelige behov i et internationalt medicinsk tidsskrift. 80 pct. af næsten 30.000 adspurgte danskere har givet udtryk for, at de har et stort eller et meget stort behov for åndelighed, for at vende sig mod ’en højere magt’, finde indre fred, fordybe sig og finde mening.

For unge var det indre fred, der toppede. For ældre var det mere jævnt fordelt på hele det åndelige spektrum. Men det er svært at tale om, fordi det ikke kan defineres klart, og fordi det opfattes så forskelligt fra menneske til menneske.

Ånd og lys har vi brug for, men hvor finder vi det og hvad er det?

Hvor er her dejligt! udbrød jeg engang, jeg kom på besøg hos én. Beboeren undskyldte for rod; men jeg måtte forsikre om, at jeg følte mig godt tilpas og meget velkommen. Hvad er det, der giver det lys og den opløftende fornemmelse af liv? Man mærker omgående, at her er rart og godt at være.

Hvor kommer det lys fra? Ja, jeg mener ikke lyset sådan bibelsk, hvor man taler om det som det, der kommer fra, da Gud sagde: ”Der skal være lys!” Og der blev lys. Jeg mener heller ikke lyset videnskabeligt set, hvor solen er den vigtigste kilde til det synlige lys, som ’bare’ er elektromagnetisk stråling via bølger; nej, det er nærmere det lys, som netop ikke er synligt i almindelig forstand.

Det sker også på en tur i skoven i regn og rusk eller under en tur ad markveje, trampestier og århundreder gamle hulveje – uanset om solen er fremme eller ej. Det er fornemmelsen af at blive løftet til en tilstand af dyb glæde eller mening eller undren. Det er som at komme i en tilstand af velvære, en ’wellness’ som ikke handler om massage og manicure udenpå, men rykker helt ind og skaber forbindelse mellem hjernen og hjertet, fødderne og følelserne.

Så der er groft sagt to måder, hvor vi kan øve os i at tale om det vigtige, om mening. Den ene er poesi og kunst, den anden er pilgrimsvandring. Poesi og kunst møder vi lykkeligvis mange steder fra fællessang, kirkegang, i bøger, billedkunst, arkitektur. Pilgrimsvandring er vi allerede en del af, hvis vi ser på os selv som mennesker på livets vej. Det har lige været påske, og i en nyere salme spørger salmedigteren Hans Anker Jørgensen: Hvad er det at møde den opstandne? Og han giver mange forskellige svar gennem poetisk udlægning af de bibelske fortællinger. Et af dem sender os ud i hverdagen for at sanse det dér: ”Det er som at høre en gravengels stemme: Han er ikke her! Gå hen, hvor I arbejder, elsker, har hjemme, han møder jer dér! Det er, som når livet det vender tilbage, som brød, vi skal bryde, som vin, vi skal smage.” ”Det er som at løftes af mægtige hænder fra drukning i mørket til morgen blandt venner.”

Dér er en flig af meningen.