Fortsæt til indhold

Debat: Borgerforslag skal styrke vores lokale demokrati

Debat
Thomas Medom, politisk leder af SF Aarhus og rådmand for Børn og Unge Mette Bjerre (SF)

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Hvad ville jeg ændre i Aarhus, hvis jeg havde muligheden? Har du spurgt dig selv om det? Det bør du gøre nu — for nu præsenterer kommunen nemlig en model for borgerforslag.

Nu bliver det muligt for enhver aarhusianer over 15 år at stille et forslag, og hvis nok støtter op, skal byrådet tage stilling til forslaget i byrådssalen.

I SF Aarhus har vi længe kæmpet for, at Aarhus Kommune skulle indføre borgerforslag, fordi borgerforslag er en væsentlig del af et levende og inkluderende demokrati på lokalt niveau. Det giver borgerne en mulighed for at deltage aktivt i beslutningsprocessen og påvirke politiske beslutninger, der vedrører deres hverdag.

Borgerforslag giver borgerne en stemme og en kanal til at udtrykke deres bekymringer, ønsker og ideer direkte til politikerne.

En af de ting, vi i SF er rigtig glade for, er muligheden for, at unge helt ned til 15 år kan stille borgerforslag. Det fremmer en kultur med aktivt medborgerskab og inddragelse af unge i beslutningstagningen, hvilket er vigtigt for at opbygge et demokratisk engagement fra en tidlig alder.

Derudover er vores erfaring, at unge ofte har unikke perspektiver, erfaringer og ideer, som kan bidrage til samfundsdebatten og de politiske beslutninger.

Borgerforslag er selvfølgelig ikke løsningen på alle problemer. Men erfaring fra andre kommuner og fra Folketinget viser, at det er et redskab til at sætte en politisk dagsorden. Dagsordener, der uden muligheden for borgerforslag, ikke havde fået den samme opmærksomhed.

Derfor håber og tror vi i SF, at mange vil tage aktiv del i, at Aarhus fortsat skal være et levende og inkluderende demokrati.