Præstens klumme: Kære linedanser

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

I disse uger fyldes landets kirker af forventningsfulde unge mennesker og deres familier. Konfirmationstiden er gået ind.

En konfirmationssang, der disse år vinder indpas, er Per Kjærsgaards ”Linedanser” fra 2005:

»Kære linedanser, udspændt

ligger foran dig

selve livet

du fik givet

gå du kun din vej.«

Sådan skriver Per Kjærsgaard til de endnu kun store børn, der nærmer sig den vej, som de skal til at gå på egen hånd. Ud i et spændende ungdomsliv men væk fra barndomslivet, hvor deres forældre nu må give slip og tro og håbe det bedste for de unges fremtid.

Det kræver mod at træde ud på linen, ud i livet, som de unge nu skal. Men en snor til linedans må være fastspændt et sted, der ligger bagved danseren. Ligesom den er fastspændt et sted længere fremme. Den forankring er i konfirmationskonteksten dåben. Ved dåben fik hver eneste linedanser at vide, at Gud vil være med dem alle dage, indtil verdens ende. Med dåbsløftet i ryggen og Guds hånd som sikkerhedsnettet der griber, hvis man falder ned. Det er sådan, vi sender de unge mennesker afsted, når de til deres konfirmation får dåbsløftet gentaget. Hvor de selv gentager Trosbekendelsen, som lød til deres dåb. Og hvor de velsignes af Gud, der hele livet vil være deres far.

For både konfirmander og forældre kræver det alligevel mod at begive sig ud i den fremtid, der venter. Forældrene skal nu give slip, men de må indimellem række en hånd og støtte det nykonfirmerede barn på livets line. Og angsten kan så nemt gribe os. I disse dage sidder der børn, unge og forældre i Slagelse-området, hvor angsten må have været helt forfærdelig stor. Men en masse medborgere fik sammen med politiet reddet en ung pige væk fra en ondskab, der må have sat uendelig pinefulde spor i hende.

Livet er et liv på trods, smerten hører til, skriver Per Kjærsgaard også i et af versene i sin konfirmationssang, og det er det liv, vi skal navigere i uden at miste modet. I sangen kan endnu en dåbssymbolik fremfortolkes i det vers, hvor rødderne på et træ kunne tolkes som den konfirmeredes forankring i dåben:

»Ud af sorgen vokser lykken

og livet

i påskens evige fest.

De stærkeste rødder har træ´r i blæst.«

Kære konfirmander, der i disse dage fejres: Tillykke med konfirmationen! Må mod og tillid blive i jer på livets linedanse rejse!