Fortsæt til indhold

Stadig en dårlig løsning – nu bare 9,5 millioner kroner dyrere

Debat
Christian Wibe-Marker, Birgitte Majgaard, Thomas Cordtz og Torben WallnerByrådsmedlemmer for Det Konservative Folkeparti i Skanderborg Kommune

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Den forkerte beslutning om at placere den kommende daginstitution på Stilling IFs boldbaner spøger stadig. For at flytte boldbaner er en rigtig dyr affære, faktisk hele seks millioner mere end først antaget, så det nu koster 9,5 millioner kroner at etablere nye boldbaner til fodboldklubben. 9,5 millioner kroner fra vores fælleskasse.

Hos Det Konservative Folkeparti har vi stemt for opkøbet af jorden til nye boldbaner. Den forkerte beslutning om placeringen skal ikke gå ud over foreningslivet i Stilling. Dette opkøb redder forhåbentligt det stærke idrætsliv i byen og sikrer et foreningsliv, der kan styrkes og vokse i takt med byen.

Den forkerte beslutning om placeringen skal ikke gå ud over foreningslivet i Stilling

Vi er stadig modstandere af beslutningen om at placere den kommende institution på boldbanerne ved Stilling Skole. Vi kommer desværre til at tilbyde børnene et nyt dagtilbud og en dagligdag, der er plaget af støj over de tilladte værdier samt trafikale forringelser, hvor det bliver decideret farligt for børn på cykel.

For os handler sagen i sidste ende om etik og moral og om at være tro mod de politikker, byrådet har vedtaget. I en kommune, hvor vi i alt, hvad vi gør og siger, har så stort fokus på børns udvikling og trivsel, mener vi ikke, vi kan placere et nyt dagtilbud i et område, der er støjplaget. Der er intet juridisk i vejen med at placere dagtilbuddet der. Men vi kan ikke leve med den viden, at dagtilbuddet vil være støjplaget over de anbefalede lovmæssige grænser og alligevel fortsætte med planlægningen.

At etablere nye meget dyre boldbaner til Stilling IF løser ikke problemerne med støj og adgangsveje til institutionen, men det betyder at vilkårene for idrætslivet ikke bliver forringet.

Da det blev besluttet at bygge den nye institution på boldbanerne, sagde vi højt og tydeligt at Lastværk er Hastværk! Det ser vi nu. Vi ved, at vi er under tidspres og at vi skal sikre, at der står en daginstitution klar i 2025. Men en bedre løsning havde været at flytte daginstitutionen til Anebjerg, udsætte en ny institution i 6-12 måneder, hvor vi kunne have etableret midlertidige løsninger – både for sundhed, økonomi, Stilling by, borgerne og børnenes skyld.