Fortsæt til indhold

Naturstyrelsen sprøjter gift på 30 år gamle økologiske marker - en skandale

Debat
Göran Bergström, Kystvejen 165, Egsmark Strand:

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

»Hej Annette Strøm Jacobsen

Jeg læste lige i Ebeltoft Folketidende om denne sag, og jeg blev meget oprørt og er fuldstændig uforstående overfor, hvordan det er muligt, at man kan lade sådan noget ske.

Som en almindelig naiv borger tror jeg jo, at Naturstyrelsen passer på naturen og grundvandet og gør alt, hvad den kan for at mindske pesticidforureningen i Danmark.

Derfor kunne jeg næsten ikke tro, at det var sandt, da jeg læste artiklen.

Der bør heller ikke være de nye ejere, der bestemmer, om der skal sprøjtes eller ej.

Du skriver i dit svar på artiklen, at »det er Naturstyrelsens normale praksis….hvorefter tilbud vurderes efter højeste pris.«

Der er ingenting, der er normalt nu om stunder - især ikke hvad der gælder miljøet. I dag gælder det om at tænke kreativt og helhedsorienteret. Ikke bare læne sig op af en praksis man har fulgt tidligere og kun se på det økonomiske.

I denne sag er det så indlysende forkert at ødelægge økologiske marker af økonomiske grunde.

Længere hen i dit svar står der »…formålet med erhvervelsen der alene handler om udtagning af lavbundsjorde….efterfølgende er det den nye ejer…som bestemmer, hvilken produktionsform, der fremover bliver brugt på arealet.«

Jeg har to ting at sige til det. Det ene er, at jeg ikke synes, at vi har råd til at se så enøjet på en sag der vedrører miljøet, at vi ikke inddrager samtlige miljøaspekter. Det skal ikke alene handle om lavbundsjorde, men i lige så høj grad om at bevare værdifuld økologisk jord.

Der bør heller ikke være de nye ejere, der bestemmer, om der skal sprøjtes eller ej. Det skal naturligvis være med i kontrakten, at markerne ikke må forurenes. Dette burde være selvfølgelige ting for en institution som Naturstyrelsen.

Jeg vil opfordre til, at I besinder jer og gør det rette.«