En begravelsestale: Æret være Store Bededags minde

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Vi er samlet her i dag for at tage afsked med store bededag. Fulde af savn men også fulde af taknemmelighed for det lille afbræk i en hektisk hverdag, som dagen har været år efter år.

Men nu er det slut. Efter et langt og godt liv på 337 år kunne dagen ikke længere. Den har været med os op gennem tiden med ophævelsen af enevælden, med tabet af Norge og både tab og genforening med områderne omkring grænselandet.

Den har klaret ødelæggende verdenskrige, men også indførelsen af demokrati og kvinders stemmeret. Den har sågar overlevet oliekriser og kartoffelkure, men en flertalsregering blev dens endeligt. I foråret 2023 blev det tydeligt, at det var ved at være slut – en epoke med fokus på andet end effektivitet og regneark var slut og tiden rindede ud for store bededag.

Og nu står vi så tilbage og ser på det, der var. Overraskelsen over det, der var ved at ske har lagt sig. Troen på, at det da var helt umuligt, at en regering ville være så tonedøv, at den blot ville trumle sin beslutning gennem for at vise styrke, er forsvundet. I dag er det tid til at tage afsked. Og hver gang vi tager afsked er der nogen, der står tilbage.

Kirken står tilbage med en helligdag mindre. Den skal nu nok klare sig, det er der ingen grund til at være bekymret for. Der er jo altid mulighed for at samles i bøn, og nye tider giver blot nye muligheder for som kirke at overveje, hvordan der skal skabes plads til eftertanke, plads til bøn og omtanke for andre, end sig selv.

Langt sværere kan det blive for alle os, der er samlet i dag. Vi må nemlig erkende, at vi har mistet endnu et lille afbræk i hverdagen. Vi har mistet endnu en mulighed for et pusterum i en tid, hvor det kan synes som om al ting går stærkere og stærkere. Vi har mistet troen på, at alt ikke kan opgøres i økonomisk effektivt og at værdier kun måles i størrelsen af den samlede arbejdsstyrke.

Det kan jo synes som en lille ting at have mistet blot en enkelt helligdag, for der er jo mange flere at tage af. Men hver gang vi som mennesker mister muligheden for at stoppe op, puste ud og give plads til andet end hverdagens jagt på effektivitet, så mister vi også lidt af muligheden for at erkende det, der er større end os selv.

Vi ved jo kun alt for godt, at når noget er mistet kommer det uhyre sjældent tilbage. Det er også svært at forestille sig, at vi i fremtiden igen vil møde en som store bededag. Men selv når vi siger farvel, er der altid plads til håbet.

Med påsken, som vi trods alt fortsat markerer som helligdage, har vi hørt beretningen om, hvordan opstandelsen og livet sejrer over døden og mørket. Lad os derfor også knytte an til håbet når vi siger farvel til store bededag. Håbet om, at vi på et tidspunkt må få nok i vækst, effektivitet og målermænd og i stedet for give endnu mere plads til liv, lys, kærlighed og omsorg.

Æret være Store Bededags minde. Efter der er sagt farvel inviteres alle til mindesammenkomst med varme hveder.