Den største grøft er måske allerede gravet
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Mellem rådhusets endeløse møder med karaffelvand og udskåret frugt, har politikerne i denne byrådsperiode lovprist det gode samarbejdsklima. Men så fik de havneudvidelsen at tale om, og med den forsvandt den gode stemning.
Er man i tvivl, og har man nerver til det, kan man på kommunens hjemmeside genhøre debatten om netop havneudvidelsen fra seneste byrådsmøde. Kort før mødet havde en samling demonstranter symbolsk begravet Aarhusbugten på Rådhuspladsen. Der var bedemænd, kiste, aktivisme og en snert af humor i luften. ”Bevar Dronningens udsigt”, stod der på et stykke pap. Inde i byrådssalen var luften fattig på ilt og håb.
Debatten om havneudvidelsen og byrådsmødet minder om kickboxing, hvor man sparker og slår, til modstanderen segner, men hvor der trods alt er regler. Gensidig hån og mistænkeliggørelse hører til udkanten af det gavnlige, og den onsdag aften var der skyts fra alle ringhjørner. Det var i et omfang og af en karakter, der heldigvis sjældent er set i Aarhus byråd.
Ringside har selvsamme politikere, stærkt engagerede borgere, virksomheder, interesseorganisationer og medier langvarigt været optaget af havneudvidelsen. Borgermøder, kampagner, demonstrationer, Facebook-kommentarer og opsigtsvækkende læserbreve af politikere, om politikere, mod politikere. Med tiden blev det grundlæggende - havneudvidelse ja eller nej - måske glemt af alle. Det handlede i stedet mere om at få ret. Polarisering blev svaret, men hvad var spørgsmålet?
Der går lang tid, før den første maskine gør klar til at udvide havnen. Men den første og måske største grøft er allerede gravet, og mange har rørt ved spaden. Det må bekymre enhver aarhusianer, uanset hvor meget eller lidt man er optaget af, om havnen skal udvides og hvorfor. Vi har brug for et stærkt, lokalt demokrati, der både uden for og inden for rådhuset er baseret på dialog, nogle gange uenighed, altid vilje til at lytte og aldrig intention om at misforstå.
Borgere, der blot er almindelig interesseret i deres by – kald os det tavse flertal - skal kunne stole på, at alt går ordentligt for sig, også mellem valgene.
Forude venter de rituelle budgetforhandlinger, og som iagttager forudser man et spil, hvor regningen for havneballaden skal gøres op. Der er utvivlsomt gæld at betale. Og så venter der alle de andre små og store spørgsmål, der har betydning for aarhusianernes hverdag og byens fremtid. En fremtid, der må bygges på tillid, hvor svag konstruktionen end må fremstå lige nu; tillid mellem borgerne og politikerne, tillid til eksperter, tillid til myndighederne og ikke mindst tillid politikerne imellem. Det byggeprojekt burde ingen være uenige om.