En maskine spørger ikke om meningen med livet

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Hvad er egentligt et menneske? Det er sådan et spørgsmål, som man både kan og ikke kan svare på. Man ved det udmærket godt, for man er det jo selv, men skal man svare udtømmende på, hvad der definerer os som mennesker, bliver det straks sværere. Jeg mødte engang en ung mand i toget, som mente, at et menneske slet og ret er en biologisk maskine. Jeg husker det endnu, fordi jeg blev så overrasket over, at han så stålsat mente, at mennesket ikke er andet end en overlevelsesmaskine for sine gener.

Erfaringen har det med at vise os, at der mere på spil. Når vi forelsker os og danner par med den udkårne, er det ikke bare et spørgsmål om at finde en mage, så vi kan sprede vores gener, men noget der har at gøre med kærlighed. Hører vi til dem, der får børn, så oplever vi vores omsorg for dem som mere end strategisk yngelpleje. Og i det hele taget er livet så meget mere rodet og kompliceret end det ville være, hvis man bare var en maskine.

I bibelen er der en meget smuk tekst, der handler om at være menneske. Digteren står ude under den mørke nattehimmel og ser op mod stjernerne og taler i sit stille sind til Gud:

”Når jeg ser din himmel, dine fingres værk, månen og stjernerne, som du satte der, hvad er så et menneske at du husker på det, et menneskebarn, at du tager dig af det?” Så lille og ubetydelig kan man føle sig i verden. Man er bare et splitsekund af universets historie, et støvkorn. Verden er stor og fuld af vilkår, som man er underlagt og ikke kan ændre på. Men straks efter ændrer digterens tanker sig, og han hvisker det stikmodsatte til Gud: Du har gjort os kun lidt ringere end dig selv, Gud, med ære og herlighed har du kronet os. Du har givet os indflydelse på vores liv og på andres. Det er stort at være menneske.

I den spænding lever vi. Det mindste og det største findes i én og samme krop; det er ikke underligt, at man indimellem er ved at sprænges af følelser, glæde, vrede, sorg, skam, af ansvar, afmagt, taknemmelighed og store spørgsmål om livets mening: Hvad skal vi med vores liv, og hvordan skal vi forholde os til døden?

For nylig udkom en stor undersøgelse af menneskers eksistentielle og åndelige behov. Den er udført af forskere ved syddansk universitet og udkommet i Lancet Regional Health – Europe. Den viser, at hele 81,9 pct. af de knap 26.700 deltagere inden for den seneste måned har oplevet stærke åndelige eller eksistentielle behov. For eksempel svarer 42 pct. ja til spørgsmålet, om de inden for den seneste måned har haft ”eksistentielle behov, for eksempel at afklare uafklarede aspekter i dit liv, at finde mening i sygdom og lidelse, at tale med nogen om meningen med livet, at tale med nogen om et liv efter døden, at tilgive nogen fra en bestemt periode af dit liv, eller at blive tilgivet?” Og næsten en femtedel svarer, at de har haft religiøse behov for for eksempel at bede for sig selv eller for andre eller deltage i en åndelig eller religiøs ceremoni.

Én af forskernes pointer er, at vores sundhedssystem oftest kun interesserer sig for det anatomisk velfungerende menneske, for det kropsligt maskinelle, om man vil, og de mener, at vi både dér og i vores almindelige relationer har brug for at blive bedre til at tale om det eksistentielle og åndelige.

Og så peger de på kirken som et sted i vores samfund, der har ord og former, som kan rumme de store spørgsmål og menneskelivets spændvidde. Og det er netop, hvad kirken har specialiseret sig i igennem 2000 år. Kristendommens kerne er nemlig, at Gud blev menneske for at kaste sit milde påskelys over vores vilkår og liv med alt, hvad de rummer. Fra det gode og skønne til det rodede og skamfulde, fra det største til det mindste. Det lys gælder hele året, hele livet – glædelig påske.