Fortsæt til indhold

Debat: En god mor sidder ikke i brysterne

Debat
Mette NøhrByrådsmedlem for Det Konservative Folkeparti

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

På byrådsmødet forleden tog vi stilling til en ny samarbejdsaftale om amning. Det er en aftale, der involverer Region Midtjylland samt de øst- og midtjyske kommuner, og den indeholder forskellige initiativer og mål.

Jeg synes, det er fint, at man gerne vil gøre tingene bedre og gøre overgangen fra fødegang til sundhedspleje så smidig som mulig. Men jeg advarede også mod, at vi stirrer os blinde på et mål om, at flere bør amme i længere tid.

Vi skal passe på, at vi ikke misbruger målet til at gokke de kvinder, der ikke ammer, oven i hovedet. Vi skal passe på, at vi som samfund ikke signalerer, at den gode mor ammer – og dermed antyder, at hvis man ikke ammer, så er man ikke helt så god. Det er nemlig noget sludder – en god mor sidder ikke i brysterne. Hvad er det værd at amme i seks måneder, hvis prisen er, at man selv og ens familie er slidt fuldstændig ned til sokkeholderne?

Jeg benyttede også min taletid på byrådsmødet til at undre mig over, at man på den ene side ønsker, at flere ammer i længere tid – og på den anden side har Folketinget ændret barselsreglerne på en måde, der forkorter mange kvinders barsel. Det hænger bare ikke sammen, og det er endnu et eksempel på, at politikerne på Christiansborg bør afholde sig fra at detailregulere, hvordan den enkelte børnefamilie indretter sig.