Hjem til Gud eller et hjem til Gud
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Når jeg mindes missionshus-aftenerne i min barndom, så var der –bag vandkringlen og den hyggelige klirren med det musselmalede kaffestel- en grundstemning af, at kroppen og alt det verdslige skulle forsages. Vi skulle hjælpe hinanden med, at holde fast og holde ud, indtil vi engang, forhåbentligt –og forhåbentlig snart, skulle samles i himlen, hjemme hos Gud.
Meget sigende hed vores sangbog ”Hjemlandstoner” og vi sang salmer, højt og længselsfuldt, om hvordan vi skulle hjem, når livet på jorden (endelig, omsider, langt om længe –) var overstået. Når aftenens taler kom på, var vi en lille flok unger, der listede ned til børnetræf i kælderen. Her hørte vi bibelfortællinger og sang af hjertet:
Lille øje pas nu på hvad du ser
Lille øje pas nu på hvad du ser
for vor fader ’opad der’
skuer ned på jorden her
lille øje pas nu på hvad du ser
Sangen havde lige så mange vers, som aftenens børnepasser nu havde fantasi til: Lille hoved, pas nu på hvad du tænker. Lille hånd, pas nu på hvad du gør. Lille mund pas nu på hvad du siger. Lille fod, pas nu på hvor du går. Lille øre, pas nu på hvad du hører – for vor fader ’opad der’/ skuer ned på jorden her.
Det er svært, at have hjemme og føle sig tryg i sin krop, når den konstant er under skarpt opsyn.
Kan du huske under ”coronatiden”, hvor hårdt det var at leve, når man ikke kunne bevæge sig frit og alle vogtede både på sig selv og hinanden? Man bliver utryg og livet lukker sig og bliver mindre. Sådan er det også, når man lever i -og kæmper med- en gudsforestilling, som man ikke kan føle sig tryg og hjemme i.
”Ved I ikke, at I er Guds tempel, og at Guds ånd bor i jer?” (1.kor 3,16)
Under det første år på mit teologistudie sad vi og oversatte Korintherbrevet. Der er mange sten, at finde, rundt omkring i Paulus’ breve – men pludselig midt imellem alle stenene lå en klump rav og lyste til mig. Jeg samlede den op og tog den med mig: ”Ved I ikke, at I er Guds tempel, og at Guds ånd bor i jer?” (1.kor 3,16)
-Nej, Paulus, det vidste jeg faktisk ikke.
Som ved et trylleslag ændrede alt sig, jeg gik fra, at skulle hjem til Gud engang (måske), til at være et hjem for Gud.
Siden har jeg udviklet en vis overfølsomhed overfor salmer og bønner, der bruger ord som gør mig hjemløs i mig selv og fremmed i mit liv. Jeg kan ikke tåle nostalgiske himmelstræbende ord, der beskriver livet som en jammerdal og placerer Gud langt udenfor rækkevidde, med et fordømmende blik og armene resolut over kors.
Der står i bibelen at Gud er kærlighed og at Gud er liv. ”jeg er kommet for, at de skal have liv og liv i overflod” (johs.10,10). Prøvestenen, for om de ord vi bruger om Gud er sande, må være, om de åbner rigere og kærligere liv op –om det er ord der skaber tryghed og tillid – om det er ord vi og vores tro kan bo og føle os hjemme i. I en af de nyere salmer beskriver Iben Krogsdal den vending sådan her:
Jeg kan mærke en pludselig stilhed
gennem alt hvad jeg tabte og fandt,
som en lysregn fra fremtidens dale
hvor hvert eneste græsstrå er sandt
Jeg kan mærke, du tager imod mig
og du henter mig levende ud
af de timer hvor verden brød sammen
i et mareridt under min hud
Jeg kan mærke: Igen er jeg hjemme.
Du vil forme min vilje i fjer
så jeg ikke skal magte det hele
så jeg bare skal trække mit vejr
Du har givet mig plads i den Kirke
og nu falder min vinge til ro,
og jeg ser at den vej, jeg har vandret
er så smuk at den bliver til tro
(Iben Krogsdal, 2019)