Fra tømmerflåde til kirkeskib

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

En gruppe singler på jagt efter kærligheden tager på en intens oplevelsesdate i den vilde natur. Kan de finde ind til sig selv og deres match, og vil naturen hjælpe dem med at finde ægte kærlighed? Sådan lyder beskrivelsen af DR’s livstilsserie ”Vild Kærlighed”. Efter en uge med mange vielsessamtaler smider jeg mig i sofaen for at strikke og se med. Vielsessamtalerne overrasker mig altid glædeligt og bekræfter gang på gang hvor forskellige mennesker, der pludselig og ofte tilfældigt forelsker sig i hinanden. Det er altid livsbekræftende at være med ombord til fejring af et under, at mennesker gives og giver sig til hinanden som elskende. Så jeg har fuld tillid til, at det også nok skal lykkes for disse smukke unge mennesker, der har meldt sig til dette program for at finde den store kærlighed.

Stille og rolig bliver ti unge introduceret for hinanden og holder en lille fest i et glamping set up, der er mere hyggeligt end vildt og lang mere havekultur end vild natur. Næste morgen får de og vi at vide hvem, der er udvalgt til at prøve lykken sammen. Stille og roligt sejler parrene ned ad floden på tømmerflåder. Mere eller mindre opsat på at lære tømmerflåden og hinanden at kende. ”Altså hvis jeg skulle skrive tale til dem, så kunne overskriften være: Fra tømmerflåde til kirkeskib”, proklamerer jeg og undrer mig over, at ingen i stuen ser ud som om de hører mig. Og det går også bedre med strikketøjet, end det gør med kærligheden, for da serien er slut er der muligvis blevet et enkelt par ud af hele herligheden. Og de var begge fra Als, så det bliver næppe nogle, der skal skrives tale til i Hammel, Voldby eller Lading.

Tømmerflåden er ellers et godt billede. Sidst jeg hørte det brugt var ved juletid, da Teatergruppen Krible Krable sammen med gruppe ukrainske flygtningebørn og voksne lavede det fineste krybbespil i Hammel Kirke. Forestilling var bygget op så alle skuespillere talte på sit eget sprog, men på skift svarede hinanden, ved at gentage spørgsmålet, så alt kunne forstås af alle. F.eks. så spurgte Josef på dansk og Maria svarede på ukrainsk, så alle også forstod, hvad det var Josef havde spurgt om. Teatergruppen havde sammen forfattet en smuk indledning, som blev læst både på dansk og ukrainsk. Og i den beskrev de deres fællesskab om at lave teater som en tømmerflåde. Og sagde (citeret efter hukommelsen): ”Vi driver alle af sted ud i ukendt farvand. Krig og usikkerhed er store bølger, der gør os urolige, men nu er vi sammen kravlet op på denne tømmerflåde, for at følges ad og lave denne teaterforestilling sammen, om stjernen, som gav mennesker håb og skinnede over barnet i stalden”.

Kirkeskibet rummede tømmerflådens kulisser og indhold, og er blevet et vigtigt rum for en del af de ukrainere, der nu bor her omkring. For over et år siden skærtorsdag i 2022 åbnede frivillige fra Røde Kors Café Ukraine her i konfirmandstuen. Allerede den første aften oplevede jeg stor interesse for os præster og for kirken. Alle ville gerne ind i kirkeskibet, sidde lidt, tænde lys, bede en bøn og bare finde roen. Og siden har det været fast tradition om torsdagene i caféen, at deltagerne slutter med at gå ind i kirken og synger, er stille, tænder lys, siger trosbekendelsen og er sammen om et fadervor. Fire gange om året forbereder vi i fællesskab med en præst en organist og en gruppe ukrainere en ukrainsk dansk andagt. Stille indfinder det sig, som kirkeskibet er stedet for: fred og håb.

Skibet sejler mod øst, mod paradisets kyst og fylder os med håb, fred og tro på at det ender godt. Ved juletid med krybbespil og englesmil, til påske med smuk musik og ”Krist stod op af døde” på ukrainsk og en usikker dansk præst, der ikke kendte den ortodokse tradition med at velsigne brød med vand. Og nu hvor vi har sommer og trinitatis. Ned ad floden lærer de strandede på tømmerflåden hinanden at kende med gentagelser og hjælp fra oversættelsesapp. I kirkeskibet indfinder freden sig med tid til klage og tak.

Det er der ikke så meget glamping over og der er langt til i de stemningsfyldte billeder fra livstilsserien, hvor det aldrig regner. Men dybest set er længslen den samme. At finde kærligheden og troen på at det ender godt og få fred i sit hjerte.