Vores foreningsliv kvæles i dokumentation og kontrol
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Mange små foreninger er ved at kaste håndklædet i ringen, fordi de konstant skal dokumentere til bankerne, hvad de foretager sig. Lad os indføre en minimumsgrænse, så de små foreninger kan blive ved med at give liv til landdistrikterne.
»Vi er jo allesammen foreningsmennesker herinde. Det skal vi huske,« svarede erhvervsministeren mig, da jeg i Folketingssalen spurgte ham, om regeringen vil være med til at lette byrderne for foreningerne i Danmark.
Selvom ministeren erklærede sig selv for et foreningsmenneske, tror jeg ikke, hans svar vil lyde tilfredsstillende for de borgere derude, der i deres hverdag er medlem af en af vores lands mange små foreninger.
Det er nemlig svært at være en lille forening i dag. Mange er ved at kaste håndklædet i ringen, fordi de bliver mødt med bureaukratisk bøvl og en total mangel på smidighed i reglerne. Det gælder særligt i mødet med bankerne. Foreningerne oplever et system, hvor de er mistænkeliggjort fra start og skal dokumentere det ene efter det andet.
Jeg får næsten daglige henvendelser fra de mange mennesker fra foreninger derude, der oplever besværligheden i deres hverdag. Fra foreninger, der skal gennem den næste proces i rækken, der er mere bøvlet end den, de skulle sende ind i sidste uge. For nylig har jeg talt med en lille forening, der skulle skifte formand og kasserer. En ret simpel opgave skulle man mene. Det brugte de to hele arbejdsdage på at dokumentere over for banken. Det er blot ét eksempel af mange, fordi denne lille forening står bestemt ikke alene mod dokumentationskrav, der er langt ude af proportioner.
Kontrolmekanismer, der skal forhindre terrorplanlægning, skal ikke gøre det umuligt at drive de førnævnte badmintonforeninger og gymnastikforening.
Vi kender allesammen den lokale ildsjæl. Den, der lægger timer nok nede i byens fodboldklub til, at man praktisk talt har et ekstra fuldtidsarbejde. Familien, hvor alle medlemmerne store som små spiller vigtige roller i gymnastikforeningen.
Det er de mennesker, der holder landdistrikterne i live. Det gælder også Djursland og foreningslivet her. Det er Djurslands borgere og deres engagement, som skaber det lokalsamfund, vi elsker.
Når jeg får henvendelser fra sådanne mennesker, de lokale ildsjæle, der seriøst overvejer at smide håndklædet i ringen, på grund af bøvlet, bureaukratisk kontrol, tænker jeg: Hvem er det, der skal drive foreningerne i fremtiden, når regler og kontrol knuser lysten til at engagere sig?
I ministerens svar gjorde han opmærksom på, at nogle af reglerne kommer fra EU. De skal blandt andet stoppe hvidvask og terror. Reglerne kommer fra den såkaldte ‘kundekendskabsprocedure’, der skal »afdække relevante risikofaktorer i kundeforholdet«. Jeg forstår godt bekymringerne. Vi skal bestemt gøre noget for at værne os mod hvidvask og terror. Men lige nu virker reglerne ikke efter hensigten.
Kontrolmekanismer, der skal forhindre terrorplanlægning, skal ikke gøre det umuligt at drive de førnævnte badmintonforeninger og gymnastikforening. Så mister vi de lokale ildsjæle, der virkelig gør en forskel for deres lokalmiljø.
Derfor foreslår jeg en minimumsgrænse, hvor foreninger under en vis størrelse fritages for de mange dokumentationskrav. På den måde kan alle Djurslands fantastiske små foreninger slippe for de voldsomme dokumentationskrav. Og på den måde sikrer vi, at vi holder liv i lokalsamfundets foreningsliv.«